Frodighed

Mens jeg sidder her og er overbevist om, at jeg aldrig slipper af med ondt i halsen, ømme ører og næsepudseklude, er solsikken i gang med at forberede sig på den stille død. Den er stadig smuk, men det er tydeligt for de, som ikke fornægter virkeligheden, at den synger på et af de sidste vers. Hovedet hænger og farverne ændrer sig, men helt uden evner er den altså stadig ikke.

Jeg synes stadig, at den er en fryd for øjet. Jeg skal med sikkerhed have voldsået solsikker, når vi når til foråret, for der skal være solsikker overalt, når jeg engang når til næste sæson. Der skal kunne hentes solsikker til vaserne indenfor, der skal være gule sole overalt i haven og samtidig får fuglene fornøjelse af frøene, som denne her forøvrigt smider om lidt.

Da jeg var barn, havde min farfar solsikker. Han lavede lange læhegn af dem og en sommer havde han tilsået en hel mark med dem. Det var utroligt smukt, kan jeg huske. Jeg har ikke en hel mark at fylde, men plads mangler jeg ikke, så der kan vel også etableres lidt provencalsk stemning i Gug, hvis bare man vil det.

Når solsikken ikke fryder øjet, er der så meget andet, som gør det. Der er så meget frodighed i september, når frugt og bær modner og planterne tager de sidste tilløb til blomstring, inden det er slut for i år.

September kunne være en af mine yndlingsmåneder, men jeg tror i grunden, at jeg holder af de fleste af dem. Der er altid noget at glædes over, når året går sin gang. Om ikke andet, kan man glædes over, at man er til. Det er alt rigeligt.

Margueritter, stedmoder og pelargonier tager endnu en omgang med blomster, inden de lukker ned for vinteren. Det er med at frydes, mens tid er, så jeg er dagligt på spadseretur i haven. Jeg foretager ikke de store ting derude mere, men at tage en tur blot for at nyde, er også godt og sundt for sjælen.

Når jeg alligevel er der, kan jeg hente druer ind. De er modne og søde nu og min meget underlige hund er vild med dem. Han spiser gerne store mængder druer og der er ikke den kunst, han ikke vil udføre, for en grøn drue. De er billigere end hundekiks, men jeg må advare mod rundhåndethed. Jeg siger ikke hvorfor, men det er hverken spændende eller lækkert.

Dahlia springer overalt. Jeg henter ind, som de blomstrer, for der er ikke noget skønnere end en buket af yndlingene på køkkenbordet. Jeg kan dog se, at jeg skal have indkøbt med lidt større akkuratesse inden foråret. Der er stort set udelukkende røde dahliaer og vel er de smukke, men allersmukkest er de i selskab med pink, orange, gul og hvid, så der skal variation til.

De dahlia, som er sat derude, er købt i vildskab i forbindelse med et udsalg i efteråret, sidste år. De lå i en rodekasse til ingen penge, så der er intet forgjort ved udelukkende at have røde, men det ville være sjovt med lidt mere variation. Allerbedst ville det være, hvis jeg fik chancen for en tur til Amsterdam. Her tænker jeg naturligvis udelukkende på indkøb af dahliaknolde og ikke alt det andet, som jeg plejer at foretage mig dernede.

Man har jo lov til at drømme…