Gynger og karruseller

Der var engang, da tiden var en anden. Der var engang, da denne her var i gang dagen lang. Hvor haven genlød af skrig og tøsefnis, mens der blev sunget sange og digtet historier, lige til skyggerne blev lange og tiden var til tandbørstning.

Den tid er ikke længere. Nu hænger den stille, til ingen verdens nytte og skal snart fjernes. Hvis vi kan tage os sammen. Det er en æra, som er slut. Måske er det, hvad gør det så svært.

Jeg vil have det bedst med, at den foræres væk, sammen med den anden gynge, så de sammen kan skabe liv og glade dage i en anden have, et andet sted. Måske finder jeg snart de nye ejere. Indtil da, får den lov til at hænge og gøre ingenting.

Mens jeg gik i nostalgisvingninger havde Oskar travlt oppe i mit blomsterbed. Jeg bemærkede det godt, men mente nok, at han kunne styre det indre vilddyr. Jeg tog fejl, for tilsyneladende havde han fået færden af en mosegris, så der gik ikke mange sekunder, før han havde gravet sig halvvejs ned til kinesergrillen.

Han fik skæld ud, så en smule brødebetynget ud et øjeblik og fortsatte så ufortrødent, så snart jeg vendte ryggen til. Ikke om den mosegris skulle dø i synden, så det endte med, at jeg måtte tage Pjosket i nakken og smide ham op i den anden ende af haven.

Her fandt vi til gengæld denne her. Den lover godt for fremtiden. Sikke en farve. Jeg kan slet ikke vente, til den åbner sig.

Jeg havde glemt, at jeg havde sat en dahlia på bagsiden af terrassen, så den var en behagelig overraskelse og farven husker jeg slet ikke, men den ser meget smuk ud, så ingen klager herfra, hvor stemmen er på vej tilbage og arbejdsmoralen høj. Jeg tager afsted i morgen, med eller uden stemme.

Jeg er i godt selskab – en kollega må sige det, som skal siges, hvis jeg ikke kan – sådan er det med gynger og karruseller – gi’ og tag, men få det til at gå op. Den slags er vi mestre i.