At gemme og smide ud…

Apropos min stuesnak i formiddags, så er det underligt, som den stue føles udenfor pædagogisk rækkevidde, for i virkeligheden betyder det meget for mig, at omgive mig med ting, som betyder noget for mig. De ligegyldige øver jeg mig i at smide ud. Øver mig!

Mit soveværelse er et underligt sammensurium af ting. De er til gengæld allesammen ting, som jeg holder af. Ting, som hver især, bærer en historie.

Der er stolen, som en morsom søndag formiddag, blev hevet op af containeren nede på genbrugspladsen. Det blev gjort i al diskretion, for det er mere end forbudt at tage ting med hjem dernede fra. Opdager opsynsmændene det, kan de med jernhandske stryge dig af listen for tilladte personager på pladsen, men det lykkedes os, at redde den fra en skæbne værre end døden.

Nu står den i mit soveværelse og tjener trofast som tingsamler. Det er her blade, bøger og tøj havner, når det skal gå lidt stærkt. Nok dækkes den med mellemrum af ukurrante samlinger, men hver gang jeg får øje på den, glædes jeg over, hvor smuk den er.

Der er skabet, som farfar klunsede sig til for mange år siden, og som siden har fulgt mig trofast gennem hele mit voksenliv. Det blev første gang samlet på Nørrebrogade, i min nyindkøbte lejlighed og siden er det skilt ad og samlet igen adskillige gange. Det kan gøres med et snuptag, skabet er rummeligt, men allerbedst er det, at det minder mig om farfar samtidig med, at det gavmildt og smukt gemmer på nogle af mine allerkæreste ejendele, mine bøger.

Der er den underlige halvdøde plante, som er omgivet af muslingeskaller, som ser ud til at være strøet med tilfældig hånd idet jeg passerede potten. Det er ikke helt løgn, for de har af uransaglige årsager fundet en plads i den potte, men de er vigtige for mig, for hver gang jeg ser på dem, mindes jeg de ferier, hvor de er samlet langs havene rundt omkring i verden. Den slags giver små glimt af lykke.

Der er skallerne i loftet, som klirrer lystigt ved den mindste vind. De hænger der, fordi jeg ikke rigtigt kunne finde en anden plads til dem, men måtte eje dem. Nu minder de mig om turen til København, hvor de blev købt nede i kælderen inde på hjørnet af Knabrostræde og Snaregade en dejlig sommerdag, hvor byen var forførende smuk.

Der er familieportrætterne i den gamle kobberramme. Billederne af en ung familie taget i 2. verdenskrigs første år. Billeder som vidner om det, jeg kommer af. De er væk alle tre, men de lever videre på hjørnet af min kommode og jeg mindes, hver gang jeg får øje på dem.

Der er den underlige og egentlig ikke særligt kønne kaktus, som står i vindueskarmen og vokser ubønhørligt. Ikke en plante jeg normalt ville have stående, men det er en foræring fra far, så det er vigtigt for mig, at den trives og vokser. Så snart jeg kunne, skyndte jeg mig at lave aflæggere, for at minimere ulykken, hvis uheldet skulle være ude og den gik til af mangel på kærlighed, vand og opmærksomhed.

Der er masser af ting, som hver for sig er ligegyldige, men sammen med mig bliver vigtige. Jeg er en tingsamler og jeg er nostalgiker, men jeg er også i stand til at smide ud. Det sker bare alt for sjældent, men jeg øver mig. Hver eneste dag.