7

Søndagsstemning

Druerne er høstet. Ikke allesammen, men en god del af dem. Nogle fik nyt liv i en hjemmelavet Waldorfsalat i går aftes, hvor vi spiste dyreryg. Det var slet ikke nogen dårlig ende på livet som drue, at ende på det bord, for det smagte pragtfuldt.

Druehøsten

Jeg indtog min andel af druerne og nej, skallen var ikke fjernet og jeg overlevede. I en Waldorfsalat kan jeg godt spise druer – og æbler med skræl, men jeg er heller ikke uden mærkelige idéer, så det er der vist ikke nogen, som løftede øjebryn af.

Jeg forærede også mit Midwest Moonlight væk i går. Mor svingede det om halsen og det var så smukt til hende, at jeg blev nødt til at forære det til hende. Jeg ved, at det bliver brugt hver eneste dag og jeg ved, at hun finder en daglig glæde i, at det er et tørklæde jeg har strikket, så det kunne ikke havne et bedre sted. Nu må jeg så strikke endnu et, hvis jeg selv skal have den slags om halsen til vinter.

Dagen i går var helt efter mit hovede. Ingen stress og jag, men udelukkende lystbetonede beskæftigelser. Jeg lavede stort set intet fornuftigt, men fik strikket 2 huer til vinterens komme, så lidt produktiv var jeg da samtidig med, at jeg fik plejet mit ugidelige jeg. Troja var forøvrigt en fin oplevelse.

Om nogle timer kommer Liselotte. Det glæder jeg mig meget til. Vi skal have en kop kaffe og formentlig en frygtelig masse snak. Både det første og det sidste er noget, jeg elsker. Hun er i nabolaget og jeg glæder mig meget til, at hilse på hende.

Nå ja, så skal vi da også lige have Dagens Solsikke, for den er endnu smukkere i dag, end den var i går. Mod blå himmel bliver den jo helt fantastisk.

Dagens Solsikke

Jeg burde plukke brombær, sylte og hente æbler ind, så de kan forvandles til lidt af alt det gode, men jeg tror, at energien skal lægges et andet sted. Lad os se…

Du vil sikkert også kunne lide