12

Solskin indenfor

Der skal være en tid for det hele. Formiddagen har været travl. Jeg har haft en del ærinder og har nu, nødtvungent, taget hul på vasketøjsbunkerne og om lidt skal jeg vel også have fat i støvsugeren, men inden måtte jeg lige hente solen indenfor.

Solskin

I et ydmygt hjørne af haven (ved skraldespandene) står en lille samling solskin. Blomsterne springer ud i sensommeren og gør ikke meget væsen af sig inden. Faktisk opdager man dem ikke, for de er viklet ind i et krat bestående af gamle ribsbuske, et kroget pæretræ og nogle selvsåede krydderurter.

Pludselig springer de ud og vil ses, så det bliver de. De lyser op på en gråvejrsdag, som denne, hvor deres gule blomsterhoveder nikker forsigtigt i regnen, men de frister også over evne. De får ikke lov til at stå. De må med indenfor.

Egentlig ved jeg godt, at de ikke holder længe i en vase, men ved skraldespandene lever de et usselt liv, så jeg lader dem sprede lidt solskin fra bordet. Jeg håber det fordeler sig i hele huset, når jeg om lidt tager fat fra en ende af.

Du vil sikkert også kunne lide