Aftenen fik overraskende indhold, da Sanne pludselig bankede på døren. Vi ser ikke for meget til hinanden. Tingene flasker sig ikke rigtigt sådan, at det er blevet nemmere at ses, efter fars død. Sanne er flyttet op nordpå, langt ud på landet og det tager ikke længere bare ti minutter at køre forbi hende, som det gjorde, da far levede, så det er blevet sjældent vi ses.
Jeg bliver så glad, når hun en sjælden gang overrasker os med et besøg, på vej hjem fra arbejde. Hun arbejder syd for Aalborg og kommer hver dag forbi – på motorvejen – men smutter altså sjældent indenfor. Det har jeg fuld forståelse for. Efter endt arbejdsdag vil de fleste af os gerne hjem.
I dag kom hun indenom og det var skønt. Vi snakker stadig nemt og ubesværet sammen, men vores liv er ikke længere filtret ind i hinanden, qua far, så jeg kan også mærke, at der bliver længere mellem fælles anliggender.
Det er en underlig fornemmelse. Hun har været en del af mit liv, siden jeg var 13 år. Nu glider hun langsomt ud af det, tror jeg. Hun har sit eget liv. Det blev tydeligt sidst vi så hinanden. Sådan skal det nok være.
4 kommentarer
Liselotte
6. september 2006 at 20:37Hun skal videre med sit liv og det er hende vel undt. Jeg bliver kun glad, når jeg kan konstatere, at hun har det godt og finder sit eget ståsted nu.
Nej, du tager ikke fejl. Hun er “kun” 4 år ældre end mig :-)
Fr. Møller
6. september 2006 at 19:48Det er vel i grunden bare – livets gang… I disse forvirrede tider med dine børn, mine børn og vores børn får de fleste af os “stedforældre” ind på livet. Jeg er også skilsmissebarn, og min mor boede sammen med en anden end min far i små tyve år. De blev skilt for vel 13 år siden – jeg har ikke set ham siden. Det føles helt naturligt – og alligevel underligt. For selvfølgelig var han i mange år en del af min hverdag; men selv om jeg tit tænker på, hvordan han egentlig har det, savner jeg ham ikke!
Jeg var selv stedmor i nogle år – ser p.t. ikke ungerne – de har travlt med deres eget liv. Jeg savner dem – men det er OK. For jeg behøver jo faktisk bare at tænke på, hvordan jeg har det med min mors eks for at forstå!
Det vigtige for mig er, at jeg var der – og kunne udfylde pladsen – i nogle år, der var vigtige for ungerne. Det samme kunne din Sanne; men som du netop skriver, skal hun videre. Tager jeg fejl, når jeg tror, hun var en del yngre end din far?
Liselotte
5. september 2006 at 23:18Jeg forstår godt, hvad du mener. Jeg kan sagtens leve med udfaldet uanset hvad det bliver, men det er en underlig fornemmelse, sådan at mærke, at vi uafvendeligt glider mere og mere fra hinanden.
Pernille
5. september 2006 at 23:12Egentlig sjovt at tænke på, at for jer er det sådan, men for os (mig og mine søskende) er det helt anderledes. Efter min fars død er vi kommet meget tættere på hans (sidste) kone – det er blevet nemmere at “tale om ting” efter han ikke er der mere.
Men sådan er vi heldigvis alle så forskellige….og jeg beundrer dig for at du “uden videre kan lade hende gå” – håber du forstår, hvad jeg mener…