I dag er en dum dag. Jeg kan mærke det allerede fra morgenstunden. Jeg har ikke brug for andet end dynen, en kop kaffe og tid til at plukke æbler.
Jeg har brug for ensomhed. Jeg har brug for plads til at tænke. Tid til at reflektere. En dag eller to til pleje af mig selv.
Jeg kan næsten ikke finde energien til at bevæge mig ud i verden og maven er i oprør. Den har brug for ro. Den har brug for, at jeg får verden til at vende rigtigt. Det er stress. Jeg ved det jo.
Jeg ved ikke hvor det kommer fra. Jeg ved ikke hvad det er, som gør mig så enormt stresset, men tiden ville kunne give mig mulighed for at indkredse og bagefter handle.
Sådan skal det ikke være i dag. Jeg skal derud. Ud i verden og huske at smile, være imødekommende og glad. Det falder mig ikke svært, for jeg elsker det derude, men lige nu føles det, som det bedste ville være en hel lang dag hjemme, under dynen og med ro til at tænke. Ro til at føle efter og ikke mindst ro til at få skabt orden i det kaos, som så åbenbart hersker indeni.
Jeg vil ønske, at denne følelse af oprørt hav fortager sig, så resten af dagen bliver god og rar og jeg gør mit bedste, for selv at hjælpe det på vej.
Morgenen har været stille. Ingen hastværk. Min dag starter sent, så der har været tid til kaffe og ro til at lytte til radio, tænke og mærke efter.
Måske skulle jeg aldrig have gjort det sidste…
Gid jeg havde en dør, jeg kunne lukke. Og låse. Uden konsekvenser. Lige nu.
10 kommentarer
Liselotte
4. september 2006 at 22:00Kunsten ligger i, at sørge for, at energireserverne er der, så der altid er overskud på kontoen, men når det ikke er muligt, bliver jeg en smule tyndhudet Lene. Det går over om et øjeblik :-)
Lene KC
4. september 2006 at 21:34Livet kan man ikke hoppe af, og I bliver jo ikke spurgt, når der er problemer med lungebetændelse, liggesår,osv. Man siger, at det er vigtigt at lytte til sin krop, men nogen gange har man jo ikke mulighed for at gøre det, som krop og sjæl har allermest brug for. Håber at du får skabt et lille frirum til dig selv.
Også varme tanker herfra.
Liselotte
4. september 2006 at 18:45Der er fandenfløjtemig et eller andet på færde i hvert fald ;-)
Irene
4. september 2006 at 18:35Liselotte, der er noget med en eclipse der ligger og lurer, eller noget …
You know where to put the chin! ;-)
Anne Stange
4. september 2006 at 17:06Håber, at du finder rummet og tiden til at nurse dig selv, Liselotte, det er en nødvendighed!
Hvis du ikke tager tiden til egen-omsorg, så slider det på den ration, der er mærket “Omsorg for og overskud andre”, og det tynger samvittigheden, og alt ender i den onde cirkel skruet fast med den uden ende…
Mange varme tanker til fra én, der nu på anden uge tusser rundt her hjemme, fordi jeg ikke er god til ovenstående :-)
Nilleper
4. september 2006 at 13:59Hvis du finder stunden – eller nøglen til at få den ro – sender du så ikke lige en opskrift i min retning.
I mit tilfælde tror jeg dog, at en dag i reflektionstanken, ville medfører, at jeg bliver helt bimmelim. Der er vist ikke noget at gøre – andet end at smøge ærmerne op – og erkende, at tingene ændre sig igen.
Håber, du finder din stund.
Mange hilsner
Pernille
Lizelotte
4. september 2006 at 12:31Ønsker dig en god eftermiddag og aften – det ser ud som om det kun kunne gå fremad … :-)
Liselotte
4. september 2006 at 12:04Jeg har været ude i verden og det var ikke så slemt :-)
Det handler ikke om at være helt alene. Det handler vist mere om, at jeg trænger til ro. En stund uden krav fra omgivelserne.
I perioder vælter vores liv, fordi vi har Alexander, som kræver en masse omsorg, men ikke mindst et kæmpestort stykke overskud, når vi om og om igen skal kæmpe med de praktiske ting omkring hele familiens liv. Når jeg ikke når det, jeg gerne vil, flyder verden over i store stygge krav, som jeg ikke synes at kunne overkomme, at forholde mig til.
Fred og ro, er nok ment, som fred og ro i et bredere perspektv end en lukket og låst toiletdør, men forøvrigt er jeg enig capac! :-)
capac
4. september 2006 at 10:47Jeg har lige læst en artikel om mænds forhold til wc’et. Mænds sidste bastion i en tid med samtalekøkkener osv. Men det er slet ikke sjovt. Jeg synes faktisk, det er en menneskeret at få lov til at være alene nu og da…
P.
4. september 2006 at 10:38Jeg fik engang fortalt at det vil gavne bedst at lære sig selv at blive i smerten, mærke den, reflektere og handle på den. Jeg tror det er rigtigt, selv om flugt er det første jeg tænker når livet gør rigtig ondt.
Håber din dag viser sig at ende bedre end den begyndte:)