Vinterbarn i 70’erne

Vi bor lige ved havnen. Det tager kun 2 minutter på cykel, at nå ned til kajen. Vi gør det aldrig. Vi har fået besked på, at der er farligt dernede om vinteren.

Vi cykler på de nye minicykler. Rundt i kvarteret cykler vi. Vi kender det efterhånden, som vores egen bukselomme. Vi kommer langt omkring.

Nogle dage cykler vi ud forbi børnehjemmet og taler om, at det er godt, at vi ikke er forældreløse, for alle de voksne derinde er onde. Børnene får ingen mad, ofte tæsk og slet ingen kærlighed. Sådan er det heldigvis ikke hjemme hos os, selvom mor har forbudt os, at spise inden hun kommer hjem. Vi må klare os på madpakken og i nødstilfælde cykle op til farmor i Dannebrogsgade. Hun smører gerne en skive sigtebrød og oftest får vi rigeligt med syltetøj på. Så kan vi klare eftermiddagen.

Nogle eftermiddage ender vi nede i butikken på hjørnet af Helgolandsgade og Ryesgade. Nede i kælderen er en sand rigdom af underlige ting. Om vinteren er her varmt og der er så meget at kigge på. Marskandiser kalder ejeren sig. Vi synes det er et underligt ord, smager på det og bliver så enige om, at uanset hvad han kalder sig, så må han være verdens heldigste mand, for han bor blandt så mange skatte. Der er små porcelænsdyr i stærke farver, fine moccakopper, gamle frakker, underlige møbler og knapper i alle afskygninger. De er samlet i gamle skotøjsæsker. Vi må gerne kigge på dem, tage dem op og beundre dem. De smukkeste er dem lavet af perlemor. De skinner i det blege vinterlys, når vi løfter dem op i vindueshøjde.

Efter en tid smider han os ud. ???I skal jo ikke tro, at jeg gider passe børn???, siger han, mens han åbner døren ud til den vinterkolde eftermiddag. ???Men I er velkomne en anden dag???, siger han, når han lukker døren efter os. Det sidste vi hører, inden vi igen træder i pedalerne, er lyden af dørklokken, som fortæller os, at vi nu må finde på andre ting, for at få eftermiddagen til at gå.

Vinteren er kold og vi hader den. Mor insisterer på, at vi er ude at lege. ???Børn har godt af frisk luft???, siger hun, mens hun insisterer på, at vi ikke er indenfor, men sørger for at lege ude. ???Find nogle kammerater at lege med??? er standardsvaret, når vi spørger hvad tiden skal gå med, men det gør vi ikke altid. Vi kan lide hinandens selskab. Det er godt at være sammen og for det meste enes vi.

Nogle gange er vi heldige og får en skilling af farmor. Så er vi også enige. Vi køber varme flæskesvær inde ved slagteren. Han langer dem over disken i et stykke brunt indpakningspapir, som efter et øjeblik er helt fedtet, men det tager vi os ikke af. Vi spiser dem med stor nydelse og er der lidt tilbage, kommer det i mavelommen på anorakken. Vi elsker de varme flæskesvær, men fortæller ingen om dem. De er vores hemmelighed.

Sner det, gør det ingenting, at vi skal være ude. Så vil vi slet ikke ind igen og hader, når mor åbner køkkenvinduet oppe på anden og råber ned i gården, at vi skal spise. ???Hvad skal vi have????, råber vi, men mor smækker bare vinduet i.

Vi smutter op af bagtrappen, stiller træskostøvlerne ude på gangen og står imens og snuser indad, mens vi prøver at gætte menuen. Vi har sjældent ret. Kun når det er brunkål er vi ikke i tvivl. Det kan lugtes fra det øjeblik vi åbner døren ind til bagtrappen. De dage har vi ikke konkurrence om at nå først op ad trappen.