15

Jeg, en strik

Farveskiftene bliver tydeligere og det er ikke svært at se, at dette her ender med at være rigtigt smukt, men jeg har jo lavet en fejl i et anfald af storhedsvanvid. Jeg var sikker på, at jeg kunne huske mønstret udenad, så jeg strikkede lystigt derud af, indtil det pludselig gik op for mig, at mønstret vist plejer at løbe over 8 pinde…

Farveskiftet

Det betyder heldigvis ingenting for det endelige resultat, men det ærgrer mig, at jeg havde for travlt – ikke at det kan overraske…

Jeg måtte forøvrigt også lige strikke en prøve på Annefødderne og det strikketøj egner sig bestemt ikke til tv-kigning, for det kræver alt for meget koncentration her i starten. Jeg tog et nøgle Kauni og forsøgte mig.

Annefødder

Resultatet blev godt. Mønstret er flot og jeg elsker, at det associerer til vadefugle og strand, så nu er kun tilbage, at finde det rette garn i den helt rigtige farve. Den skal minde om vådt sand, så jeg må på jagt.

Strikning er for mig blevet kompromisets kunst. Tidligere var jeg turbostrikker og kunne få noget fra hånden i en forrygende fart. Sådan er det ikke længere. Det foregår i små og korte intervaller, som suppleres med rigelige pauser, så hænder og skuldre holder. Desuden strikkede jeg tidligere fuldstændigt jævnt og det er heller ikke tilfældet længere.

Mine hænder vil ikke, som jeg vil, så jeg må lære at leve med, at der er små udsving i maskernes udformning, for tonus er ikke stabil og giver derfor en mere ujævn strik. Heldigvis forsvinder de udsving der er, når strikketøjet siden vaskes, så vil jeg strikke, må jeg lukke øjnene for den slags småting.

Jeg kan strikke. Det er vist det eneste, som betyder noget.

Du vil sikkert også kunne lide