Realistisk udlængsel

Alexander har været hjemme siden uge 26. Vi har taget hul på den tiende uge og det er vel som det skal være, men det er hårdt arbejde og uden aflastning under nogen form, kan vi nu mærke, at energien er for nedadgående.

Ude i horisonten venter en stor rygoperation, men en snak i dag gjorde udslaget. Vi har besluttet, at den operation må vente til foråret. Vi tør ganske enkelt ikke binde an med den, inden vinteren er overstået. Lungebetændelsen, som Alexander erhvervede på vej til Provence, sidder stadig på lur og stikker ind imellem sit grimme fjæs frem og den slags skal ikke være at se i miles omkreds, når vi skal i gang med operation og efterfølgende rekreation. Det bliver tidligst til foråret.

Utroligt som sådan en beslutning pludselig kan lette. Ubevidst har den forestående operation ligget og tynget, som en alt for tung dyne, som ikke ville give plads til luft helt ned i maven. Det fik vi nu.

Med luften kom min udlængsel. Jeg drømmer. Når energireserverne er ved at være tømte, begynder jeg at drømme om rejser. Ikke de eksotiske, men dem, som giver luft i en presset hverdag. De forlængede weekender, som lige præcis giver det overskud, som er nødvendigt for at komme til hægterne og orke.

Amsterdam er som sædvanlig på tale. Vi kom ikke afsted dette forår, så det trækker, for vi elsker turen derned. De dage, hvor intet andet end os selv er vigtigt. De dage, hvor vi kan tillade os, at se stort på anden omsorg end den, vi giver hinanden.

Alexanders tryksår er på retur. Inden vi når ud af september, skal han gerne være skolebarn igen og aflastningen burde igen kunne tage imod, så en forlænget weekend til yndlingsbyen burde være indenfor rækkevidde.

Efteråret i Amsterdam er slet ikke ringe. Der er stadig masser at kigge på til den tid og en byge i ny og næ har aldrig skræmt mig. Jeg kunne tænke mig en tur derned. Jeg kan allerede nu drømme om slentreture gennem byen, smutture gennem Jordaan, cafébesøg og mad så stærkt, at jeg føler, at jeg brænder op indefra.

Jeg kan se mig selv shoppe, drikke kaffe, spise indisk, grine og snakke. Jeg kan allerede nu mærke kriblen i maven, når vi skal parkere langs kanalerne og kommer alt for tæt på kanten. Jeg kan smage kagerne, lugte havnen og forestille mig Van Goghs malerier, så jeg næsten kan mærke penselstrøgene.

Jo, jeg kan sagtens forestille mig, at en weekend dernede ville give fornyet energi. Det er ikke lige nu. Det er ikke engang foreløbig, men det er engang og det er godt nok til mig.