En plads på bænken

At kunne sidde på terrassen, med strikketøjet fæstnet til begyndende ømme håndled, er slet ikke så tosset. Kaffen damper i et krus ved siden af og lyden af naboen, som slår græs, når ind over hækken, som en svag påmindelse om, at vores også snart trænger.

Jeg begynder at ane farveskift i tørklædet, så jeg allerede nu kan se, at det ender med at blive rigtigt smukt. Det går langsomt. Ikke som før i tiden, hvor jeg havde strikket med lynets hast. Nu holdes der pauser. Jeg vil så nødig, at jeg pludselig slet ikke kan.

Imens vokser solsikken. Blomsten kan jeg endnu ikke se, så jeg formoder, at det er en af de meget høje af slagsen, som er endt i bedet.

Når jeg kigger ned langs huset, kan jeg sagtens se hvad næste projekt må blive. Vinduerne trænger grusomt til en omgang kærlighed, men den slags er ikke det bare sjov. Der er et uhørt stort antal af dem og de er småsprossede. Godt det tidligst kan blive næste sommer. Endnu er tiden til at nyde sensommeren, så det vil jeg gøre.