Jeg ville aldrig nogensinde klare mig i en amerikansk storby. Det er lige gået op for mig her til morgen. Jeg ville formentlig sumpe, ende på bunden og sove under en tilfældig bro, hvor luften ville være tyk af forurening og chancen for et overfald overhængende.
Jeg overdriver som sædvanlig, men en mail satte tankerne i gang. En pige fra Chicago havde set og nydt nogle af mine billeder ude på Flickr. Hun syntes, at jeg skulle tage et kig på nogle af hendes billeder og for at understrege kontrasten mellem mit liv/hjem og hendes, bad hun mig tage et kig på specielt et par af hendes billeder. De viste sig at være taget fra Sears Tower.
Jeg fik koldsved bare af at kigge på dem. Jeg er så ikke uden selverkendelse, så jeg vidste jo godt, at det handler om min angst for højder og ikke mindst elevatorer, så jeg syntes lige, at jeg ville researche lidt på Sears Tower.
Det er 443 meter højt. Altså stikker det, i temmelig runde tal, en halv kilometer op over jordoverfladen. Omtrent på toppen (412 meter oppe i himlen) ligger The Skydeck, som dumme og overmodige turister valfarter til. Der fra kan man i godt vejr se 65-80 kilometer ud i horisonten. Man kan faktisk se 4 stater; Wisconsin, Illinois, Indiana og Michigan.
Jeg synes også det er fantastisk. Jo, det gør jeg faktisk, men der er kun én vej op og det er elevatorer, som kører så stærkt, at de flytter dig 488 meter i minuttet. Det er lige til at få kvalme og koldsved af. Jeg kan godt regne ud, at det er temmelig længe (alt over 3 sekunder er længe i min bog) du skal stå i den elevator, kun for at træde direkte ud i himlen med udsigt til usandsynligt lidt jordforbindelse. Jeg er allerede kvalmøs.
Oppe i det tårn er der en fantastisk udsigt. Det kan jeg jo se på hendes billeder. Godt så!
Jeg ville aldrig klare mig i en amerikansk storby. Jeg ville ganske enkelt ende i terapi, for alle mine latterlige fobier, for det holder bare ikke med den slags angst derovre.
– Ja, det er det fedeste job med alle tiders løn, gratis rejser, pensions- og sygeforsikring, 5 ugers betalt ferie, 4 ugers valgfrit kursus betalt hvert år, privatskole betalt for dine børn, firmabil, stor lejlighed stillet til rådighed og betalt rejse til din hjemegn 2 gange om året. Hvad siger du?
– Og firmaet ligger på mere end 6. etage siger du? Nej tak, det kan jeg desværre ikke sige ja til.
– ?
Man kan jo for pokker ikke sige, at det handler om elevator- og højdeskræk og tænk engang på alle de job, man ikke ville kunne bestride alene på grund af firmaets beliggenhed eller de boliger man måtte takke nej til. Jeg ville aldrig ende i en storby, men formentlig ude på landet et sted, hvor husene kun findes i 2 etager.
– Skal jeg med elevator hver dag? Nej, desværre, den lejlighed/det job duer ikke.
Jeg forudser, at jeg ville ende som trind bondekone et sted i Wisconsin, hvor jeg kunne bage, kokkerere og til hver en tid insistere på, at det der storbyliv slet ikke var noget for mig. Jeg ville aldrig fortælle nogen, at det handler om bygningernes højde og adgangen til dem, men i stedet begynde at bekende mig til den kristne tro, så jeg kunne prædike Satan og fristelserne der lurer i storbyens jungle.
Det ville formentlig også være socialt acceptabelt. Det ville min elevatorskræk nok ikke, eller.
Gad vide hvad en person, med fobier som mine, gør i en storby som Chicago. De må da findes!
Ved jorden at blive…
45 kommentarer
Liselotte
26. august 2006 at 10:55Du skal være velkommen og i mellemtiden må du følge lidt med her på siden :-)
Kim
26. august 2006 at 02:00Ja, det må du gøre når du nu har dit eget i Missouri! Og hvor er hun søde hende du har tegnet.
Internet hjælper meget på sproget–især det skriftlige. Og så havde jeg nogle meget tålmodige lærere iblandt mine danske venner og familier. At tage imod en fremmed og gide at tale dansk med hende selvom hun ikke kan sige andet end “abe”, “agurk”, og “ambulance”–det er virkelig fantastisk. Det var en allertiders oplevelse i det hele taget.
Man behøver heller ingen skov når man har selv en paradis på matriklen! Og tak, det ville være hyggeligt at kom forbi engang. : )
Liselotte
23. august 2006 at 19:54Jeg ville elske det! Jeg elsker får… og nye oplevelser :-)
Nej, man kan hverken høre eller læse din amerikanske accent. Det er ganske imponerende at opnå så gode skrivefærdigheder på kun ét år i Danmark. Har du holdt det ved lige siden? Ja, det må du næsten have…
Kommer du til Danmark, skal du være velkommen her også. Vi har hverken får eller ret meget skov, men masser af lyst til gæster :-)
Kim
23. august 2006 at 19:49Nå ja, man kan nok ikke høre min forfærdelig amerikansk accent her på internettet.
Fårene ville kunne lide det. De elsker at få gæster ;)
Liselotte
22. august 2006 at 22:49Nej, du har ret, afhængigt af perspektivet, for i hverdagen er det stadig mig, som prioriterer nyvaskede gulve, polerede spejle og rene håndklæder frem for en tur ud i ingenting eller en stille stund til bare at være. Det var den vinkel jeg havde på, da jeg svarede dig :-)
I det store perspektiv, er der ikke de valgmuligheder, som vi så gerne vil tale om. Samfundsstrukturen fordrer effektivitet og der skal temmelig omfattende fravalg til, hvis man vil andet end det :-(
Irene
22. august 2006 at 22:44Liselotte, der er en del selvvalg, men den samfundsstruktur vi, i vesten i hvert fald, har valgt synes jeg reelt ikke rigtig giver noget valg mere … Ikke i dybden!
Liselotte
22. august 2006 at 22:18Jeg er enig med dig Irene. Det er et problem, at vi lever et liv, som ikke fordrer fysisk aktivitet, men heller ikke levner hverken plads, tid eller energi til naturen med alt hvad det indebærer.
Der er generelt alt for lidt tid til bare at være…
Den sidste er ofte selvvalgt, for det handler selvsagt om at prioritere.
Irene
22. august 2006 at 22:01Uden at have læst hele kommentartråden og iøvrigt tillade sig at forholde sig overfladiskt til selve indholdet, så …
Jeg mener urbaniseringen af vore tilværelser er et problem. Vi har mistet kontakten til naturen og vores børn ved ikke hvor mælk kommer fra andet end en literkarton i supermarkedets køledisk.
Jeg tror denne udvikling, altså livet uden kontakt med naturen, kommer meget til udtryk i stressrelaterede sygdomme.
Vi er simpelthen blevet for dygtige, så vi behøver ikke engang føle regnen på vore kinder. Vi kan tjene til føden foran en skær, købe ind fra den osv.
Vi mærker simpelthen ikke engang blodet pumpe i vore årer mere. Og da slet ikke når vi bruger elevatoren, hver gang …
Liselotte
22. august 2006 at 21:04Jeg er meget imponeret af dit dansk Kim. Jeg havde regnet ud, at du var mand og farmer ;-)
Jeg vil tro, at du bor smukt. Jeg drømmer om en tur til USA, så måske en skønne dag kommer jeg forbi og banker på din dør ;-)
Kim
22. august 2006 at 18:22Nej, jeg er ikke en dansk bondekone alligevel men en amerikansk farmer. Jeg boede et år i Danmark som 18 årige udvekslingstudent og har været tilbage på besøg et par gange. Men hvor er det dejligt at kunne besøge Danmark igen her i blogland–jeg nyder at læse om hverdagen. Hvis du/I kommer herover kom gerne heroppe. Vi har ingen elevator og det er en smuk tur igennem landsbyen : )
Puk
22. august 2006 at 13:05For dem der ikke lige har tid til at klikke sig rundt på hjemmesiden, fandt jeg lige et par minutter og et direkte link: http://www.cntower.ca/portal/S.....spx?at=928
Og når der står 1.122 feet, så giver det altså 342 meter…
Liselotte
22. august 2006 at 12:23Føj for pokker Puk! Ikke om jeg gjorde det! Nogensinde!
Puk
22. august 2006 at 10:51Næh Marianne, du har ret.
Tilgengæld kunne manden huske hvor glasgulvet var: i CN Tower i Toronto: http://www.cntower.ca
553 m høj. Og så med glasgulv. *ryste*
Liselotte
22. august 2006 at 07:23Hej Kim, hvor var det sjovt, at du så lige skulle komme forbi min side. Fantastisk er det! Og du er “bonde” i Wisconsin, men dansk?
Kim
22. august 2006 at 06:42Ja men I har ret. Det er bestemt dejligere heroppe i granskovene end deroppe i totur tårnet. Har nemlig også højdeskræk og elevatorfobier (men det har nok mest at gøre med grønne marker og den store himmel). Jeg er faktisk den bondekone der bor langt oppe i granskovene i Wisconsin og sælger bl.a. fårs mælk sæbe til turisterne. Nu er jeg ikke gift og så mere “bonde” end “kone” men hvor var det skægt at læse precis det på din site.
Liselotte
21. august 2006 at 18:35Tusinde tak for mailen Marianne :-)
Marianne
21. august 2006 at 17:23Liselotte: sendte en mail, det var lidt nemmere. Her er endnu et link med lidt info om Wicker Park hvis nysgerrigheden skulle melde sig: http://en.wikipedia.org/wiki/West_Town,_Chicago
Puk: Jeg mener ikke Sears Tower har noget gennemsigtigt gulv. I hvert fald ikke når man kommer op på “skydecket”.
Puk
21. august 2006 at 12:51Ja det krævede en dyb indånding eller to – og mange gange gennemlæsninger af plakaten, der påstod, at hver kvadratinch glas kunne holde til 3000 pund (eller noget i den dur).
Og så skal jeg nok lige få tjekket, om det virkelig er Sears eller et andet sted.
Liselotte
21. august 2006 at 12:01Føj for pokker Puk – det var da det rene tortur! ;-)
Puk
21. august 2006 at 10:05Husker jeg galt, hvis jeg husker, at gulvet i Sears Tower er lavet af glas, så man kan se ned? (krævede godt nok noget overvindelse at gå ud på den, kan jeg fortælle!)
Eller måske er det et andet kæmpe højt tårn i USA/Canada, jeg kan huske.
Susan
21. august 2006 at 09:13Tak for hjælpen med stavningen Ella (og Liselotte) – jeg er selv for doven til at finde ordbogen frem, når det “bare” er til hyggesnak :-)
Liselotte
21. august 2006 at 08:33Hej Marianne – nej, jeg tror ikke det er dine billeder, medmindre du har sendt en mail til mig med linket?
Nej, det er ikke dine billeder. Jeg tjekkede lige. Det er en “indfødt”, som har skrevet til mig, men dine billeder er vildt imponerende, men allermest er jeg vist imponeret over, at du i det hele taget er kommet derop ;-)
Bor du i en forstad til Chicago eller en bydel, som består af småhuse? Jeg er for lysafhængig til at kunne bo blandt skyskrabere, så jeg ville også foretrække at bo lidt udenfor centrum.
PS – jeg bliver altid så nysgerrig. Hvordan i alverden er du endt i Chicago?
Marianne
21. august 2006 at 01:41Hmm…jeg ved ikke om det mon er mine billeder du har set på Flickr? Jeg har bookmarket dig så jeg nemt kan finde dine billeder, fordi jeg synes du er en god fotograf. Jeg har nu boet i Chicago siden december 2005 og jeg har nydt det. Jeg synes det er fedt at bo i storbyen, men sådan er vi jo alle så forskellige. Chicago ER stor, og jeg ville ikke bryde mig om at bo downtown iblandt skyskrabere og gader hvor sollyset dårligt rammer. I stedet bor vi 3 miles fra byen i et hyggeligt kvarter hvor folk lufter deres hunde og griller i haven.
Ella
20. august 2006 at 23:40Det holder vi faktisk meget af ;-)
Liselotte
20. august 2006 at 23:23Vi vælger at tro på Politikens belæring. Så har vi jo ret. Den slags er rart ;-)
Ella
20. august 2006 at 23:22Et s efter Politikens belæring ;-)
Liselotte
20. august 2006 at 23:15At bo tæt på er fint, men jeg gider heller ikke længere bo midt i. Jeg er nok ved at blive gammel ;-)
Et enkelt s efter min bedste overbevisning, men måske andre ved bedre… ;-)
Susan
20. august 2006 at 22:37I øvrigt duer jeg ikke til storbyer, Christian ville elske at bo midt i San Francisco, det kan jeg bare ikke, så vi har fundet kompromiset (burde der være 2 s’er?) her.
Susan
20. august 2006 at 22:35Enten får de en helt utrolig god kondition af at tage trapperne, eller også tager de en beroligende pille inden. Jeg ville nok hælde til at få en god kondition :-) Gad vide hvor hurtigt man kan løbe op ad trapperne til 27 sal?
I løbet af dagen, så holder de sig sikkert så langt fra vinduerne som muligt.
Karina
20. august 2006 at 22:04Gider godt blive en helt – det kan måske være motivationen….
Liselotte
20. august 2006 at 21:41Susan jeg er sikker på, at der ville være masser af muligheder ved jorden, men hvad pokker gør de, som skal arbejde på 27. etage… og HADER elevatorer? Ja, jeg ville jo falde død om, som du kan læse ;-)
Karina – rigtig god tur til dig. Lad mig endelig høre om du når i Sears Tower, mens du er der. Du er dælme en helt, hvis du gør :-)
Karina
20. august 2006 at 21:32Hej Liselotte!
Rejser derover om 2½ uge – hmm, vil da lige overveje Sears Tower, må prøve at overbevise mit hoved om at den der elevator IKKE er farlig, men jeg er ikke sikker på at det lykkes!
Susan
20. august 2006 at 21:29Liselotte, du kan også bare bo her i nærhende af os. Vi har skove, vi har høje bakker – man behøver ikke gå op på toppen, selvom jeg tror det perfekte sted for jer ville være på vej op mod toppen af bakkerne.
Bare fordi man bor i en storby – eller næsten – så behøver der jo ikke være høje huse og elevatorer. Vi bor på 2. sal uden elevator, Christians firma har kontor på øverste etage (1. sal) uden elevator. Min veninde boede i midten af San Francisco, på 1. sal uden elevator, der var skønt.
Therese
20. august 2006 at 16:45Ja det var ret vildt. Prøver at putte billeder på bloggen, men det virker ikke. Godt jeg “flytter” på fredag. Men på Flickr kan du se mig storsmilende i toppen af skyskraberen.
Liselotte
20. august 2006 at 16:30Du er for sej Therese, hvis du er højdeskræk og alligevel nåede op i Empire State Building!
Liselotte
20. august 2006 at 15:58Ja, det er lige mig… det der med langt oppe i granskovene, hvor jeg kunne sælge skidt og skrammel til turisterne :-)
Therese
20. august 2006 at 15:57Jeg troede heller ikke med min højdeskræk at jeg ville kunne ta op i Empire State Building, men det gik faktisk overraskende godt!!
Måske ville du også kunne :-)
Lizelotte
20. august 2006 at 15:26Jeg var au pair i Chicago som ung, og har naturligvis besøgt Sears Tower… det var flot!
Chicago er en vidunderlig by, men havde jeg haft tendenser til at blive amerikaner, tror jeg også hellere jeg ville bo i Wisconsin… langt oppe i granskovene, i en eller anden lille by, hvor turisterne kom for at købe “ægte” indianske souvenirs og for at fiske i den nærliggende sø….
så deeeet…..
Liselotte
20. august 2006 at 13:21Donald – Du har sikkert set siloen dengang den stadig var del af en industri og den ligger ganske rigtigt på det der nu hedder Siemens Kaj. Der er ikke reb, sikkerhedskarabiner eller anden materiel, som kan tage skade den dag, jeg bevæger mig til tops i siloen. Der er en elevator. Det er udfordring nok for mig ;-)
Maria – selvfølgelig er elevatoren ikke farlig. Det fortæller min fornuft mig også, men den mindre fornuftige side af min natur fortæller mig til gengæld, at det er omtrent som at vælge døden, at træde frivilligt ind i den slags, så jeg konflikter temmelig kraftigt med mig selv ind imellem ;-)
Imponerende har synet deroppe fra garanteret været, men jeg kan sagtens sætte mig ind i lun leverpostejs potentiale for at fylde lige så meget i bevidstheden, når man har været hjemmefra så længe, som du havde :-)
Maria
20. august 2006 at 13:13Jeg har vaeret i den der ‘farlige’ elevator ;-) -den er ikke farlig ;-) Udsigten var fantastik, alle 4 stater daekket af sne… Samme dag var jeg paa dansk restaurant og fik rugbroed med lun leverpostej, bacon, champignoner og hele molevitten. Det var naesten lige saa interessant efter mange maaneder hos amerikans-joedisk alene mor som au Pair.
Donald
20. august 2006 at 12:59Man har jo da heldigvis lov at pleje sine fobier, når man kommer hjem. Også Aalborg-fobier, helt ned til 2.sals højde. Der er forresten mange bakker i Aalborg som er højere end anden sal.
My home is my castle. Hvis man ikke kan råbe og skrige hjemme, sagde min nabo, hvor skal man så gøre det, og fortsatte med at fortælle, hvor rar min søn var.
Men helt ærligt, der kan da ikke være ret mange, som synes at “Sears Towers” eller en taglejlighed i N.Y. er noget at stræbe efter? Måske tager jeg fejl. Hvad mon prisniveau’et for sådan en lejlighed er? Hvor mange firmaer i Sears Towers går fallit?
Det glæder mig at siloen ikke er sådan en slags kanindræber-agtigt kursus hvor man hejses op eller ned ad en lodret væg inde i en forladt silo.
Ang. beboelse på 13.sal: Jeg tror jeg har set den ombyggede silo før den blev ombygget. Der er vist endda bygget flere ejendomme med et lignende udseende i nærheden af det, der hedder (hed?) Siemens Kaj.
Liselotte
20. august 2006 at 12:29Jeg mener nu heller ikke, at storbyen ubetinget er noget at stræbe efter. Mit perspektiv var den navlebeskuendes. Jeg undrede mig over, hvad en som jeg skulle gøre med fobierne, som alene i Aalborg gør mit liv til en udfordring med mellemrum :-)
Jeg tror også, at storbyen “æder” mennesker, men det gør resten af landet også. Det er ikke kun i storbyen, at mennesker kan dø uden nogen opdager det. Det sker vist overalt i dag. Vi har ikke den samme kontakt til de, som bor naboer, som man havde tidligere. Alle kan forsvinde. Alle kan vælge at være ansvarsløse i en eller anden grad og det er naturligvis en udfordring for vores kultur – og noget vi burde granske nærmere. Ønsker vi den udvikling og skal den så opmuntres eller ønsker vi at vende den og i så fald hvordan.
Siloen er en del af den gamle industri på havnefronten i Nørresundby. Den er bevaret i et område, som ellers er blevet byfornyet og står nu renoveret og omdannet til beboelse. På 13. etage ligger en skøn lejlighed, med udsigt over hele Aalborg og omegn. Jeg er inviteret på et kig, men det kræver mod og mandshjerte. Du kan læse mere og se billeder her.
Donald
20. august 2006 at 12:17Bondekone i Wisconsin er fint. Der er vistnok velbevaret natur.
Jeg spørger omvendt: Hvad gør en storby ved mennesket? Er den med til at befordre vores kulturarv? Tipper balancen mellem ansvar og frihed på en måde i storbyen?
Den lille eller mellemstore by mangler uddannelsesstederne, men det gør Aalborg ikke. Aalborgs uddannelser har vel givet syn for sagn på at fornyelse sker i udkanten af de store miljøer.
En eller anden sociolog har forklaret, at storbyer “åd” mennesker tidligere, forrige århundrede; der kom flere til byen og der døde de bare.
Men hov, forklar hvad siloen i Nørresundby er for en?
Liselotte
20. august 2006 at 12:00Jeg tror seriøst, at jeg må arbejde lidt med den elevatorskræk, men det lykkes mig dog altid, at komme op på f.eks. sygehuset, når jeg har opgaver der ude, men… ikke uden kvalme og koldsved ;-)
Jeg har et stående tilbud om terapi i forbindelse med forcering af “Siloen” i Nørresundby. Der er 13 etager. En dag må jeg gøre noget ved det!
Ella
20. august 2006 at 11:50Jeg gjorde det heller ikke – jeg sveder allerede, bare jeg hører om tårnet på Himmelbjerget ;-)