Ingen vandhund

Udenfor vælter regnen ned. Jeg har en meget sart hund, som er overbevist om, at han vil tage livsvarig skade af regn, så når vi når til tur-tid gør han krumspring, for at springe over, hvor gærdet slet ikke er.

Jeg orkede ikke kampen med kræet, så vi enedes om, at det næstbedste var en tur i haven, men den slags kan han tilsyneladende også forpurre.

Jeg gik i egne tanker ude i den forfriskende regn og var efterhånden nået over på den anden side af huset, hvor jeg stille stod og beundrede de sidste, flotte ribs, da det gik op for mig, at Oskar var forsvundet. Væk var han og med mit kendskab til hans præferencer, gik jeg straks ud på gaden, mens jeg kaldte på dyret.

Jeg kunne ikke se ham nogle steder. Han var ikke at finde hos Sille, den trinde og lækre hunhund længere oppe ad gaden og med skrækken malet i ansigtet småløb jeg op ad vejen, for tænk om fjolset var rendt på Gugvej – så var han jo så godt som død!

Til sidst måtte jeg vende om med uforrettet sag. Hunden var ingen steder at se og jeg besluttede mig for at sikre mig, at han ikke var rendt hjem igen.

Oppe under bordet på terrassen sad en rystende Pjoskar… i tørvejr… og ventede på, at jeg fandt det passende at gå indenfor igen. Dumme hund!