Uanset hvor dejlig sommeren er, er efteråret på vej. Ikke at det er noget vi behøver tænke meget på endnu, men der er små tegn i haven, som peger i den retning.
Når jordskokkerne er ved at være i omegnen af 3 meter høje og brombærrene står og rødmer, er det fordi vi snart skal til at kalde på sensommeren. Det er uafvendeligt forbi om lidt, men jeg tror stadig på, at der gemmer sig mange varme timer endnu forude, så jeg er ved godt mod en tid endnu.
Sommeren byder på smukke blomster, friske frugter og insekter, som summer og skaber liv i en have som min, men der er naturligvis også ukrudtet, som ikke skal glemmes. Det gemmer på smukke overraskelser og noget af det flotteste er de mange skærme, som lige nu står og duver for vinden. Måske burde jeg fjerne dem, inden de spreder frø i hele haven, men de er alt for smukke og jeg nænner det ikke. Skønheden er alle steder og det inkluderer ukrudtets mange former og faconer. Jeg lader det pynte og tager det overhånd er en frisk håndlugning til at overse.
Æblerne tynger grene til jorden. Frugterne har røde kinder og varsler et godt æbleår med masser af solmoden frugt. De kan plukkes lige om lidt.
I krydderurtebedet vokser pludselig en solsikke. Jeg har fået læst og påskrevet, for den slags tolereres ikke i husherrens urter, men denne gang må jeg altså frikendes, for jeg aner ikke hvor den kommer fra. Fugle fodres lige over bedet, så jeg tror, at det er en løbsk solsikkekerne, som nu har tænkt sig at glæde os med sit milde, runde ansigt. Den er velkommen.
Oppe på terrassen har vi hængt et termometer. Det er til ære for mor. Hun elsker at følge dagens temperaturudvikling på tætteste hold og vi griner godt af hende, når hun for tyvende gang spadserer ned i baghaven, for at tage et kig på de sidste timers gradbevægelser. Nu er det ikke længere nødvendigt for hende, at flytte sig så langt, for fremover har hun muligheden lige ved hånden.
Gad vide om det er noget der kommer med alderen. Underligt er det med denne her nyfundne interesse for meteorologiske fænomener, eller måske er det bare er et udslag af kedsomhed. Jeg ved ikke, om jeg tør spørge.
Hun behøver så heldigvis ikke kede sig i weekenden, for der kommer min søster og svigerinde. Jeg glæder mig. Livet er fuldt af fantastiske overraskelser og oven i hatten medbringer de et smukt kaffestel med de fineste blomster. Det stod i deres nyerhvervede kolonihave og lide det kan de ikke. Det kan jeg. Jeg kan slet ikke vente.
13 kommentarer
Liselotte
10. august 2006 at 10:07Dumme visitsen! ;-)
visitsen
10. august 2006 at 09:53… og hvis du ikke kan vente så længe Liselotte – kan du jo læse med her
;-)
Liselotte
10. august 2006 at 08:22Hvor er det sjovt med de der interesser. Jeg venter spændt på min særinteresse, for der kan vel ikke gå mange år, før den afsløres ;-)
conny
10. august 2006 at 08:19Liselotte, du minder lidt om Søren Ryge i det her indlæg – og det er altså en kompliment. Jeg læste indlægget første gang i går lige før sengetid og tænkte: OK, nu kan jeg sove roligt og godt. Jeg måtte så også lige have det igen, før jeg går i gang med dagens dont.
Apropos forældre og vejret, så har min far hele mit liv været uhyggeligt interesseret i vores (- øh deres er det jo nu) regnmåler. Han har netop også en lille bog, hvor millimetrene nøje føres ind. Stadig når vi taler sammen i telefonen i dag (og min far er 83 nu), kan jeg være sikker på at få at vide, hvor mange mm regn, der er faldet de seneste dage over Ribe.
Liselotte
9. august 2006 at 22:58Ja, det må altså gerne vente lidt endnu for min skyld ;-)
Anne Stange
9. august 2006 at 22:55Efter en fantastisk sommer som denne, der kan man godt komme til at gå og glæde sig lidt til efteråret med inde-sysler og gang i brændeovnen.
Men det må godt lige vente lidt endnu…
Liselotte
9. august 2006 at 22:51Ja, hver årstid sin charme :-)
Hvad er det med de mødre?!
Mette
9. august 2006 at 22:42Hej Lise-Lotte,
Jeg kan også blive vemodig ved tanken om, at sommeren går på hæld og alle de dejlige udendørs timer nu skal bringes indendøre. Men, inden vi når så langt, skal vi igennem den mest fantastiske høsttid, hvor haven kommer til at bugne med sine sidste kraftanstrengelser: blommer, æbler, pærer, brombær, efterårs-hindbær (hvis man er så heldige at have autumn bliss), porrer, selleri, bønner – for slet ikke tale om alle blomsterne, der med deres næsten vulgære farver og faconer kæmper om opmærksomheden: dahlia, asters, drejeblomst, gyldenris, chrysantemum, mexicansk solblomst osv osv.
Der venter os stadig et stort boom og lur mig, om der ikke også vil være en masse dejlig soltimer og lidt indian summer i vente til os.
Derefter kommer alle hyggetimerne indendøre med varme drikke, og sommerens høst fra glas. Ild i brændeovnen, stearinlys, tusmørke ……………. og før vi ved af det, er vi igen på vej mod lyse tider og sommer.
Jeg æææææææææææællllllsker sommeren, men jeg holder også af efterår, vinter og forår – for uden dem havde vi slet ingen sommer.
Årstiderne sætter det hele i perspektiv.
PS Forresten har jeg lige givet min mor samme forsvarstale – foruden en temmelig høj temperaturfiksering er hun nemlig også besat af dagenes længde ………………..
Liselotte
9. august 2006 at 21:54Jeg har ikke set den i min have, desværre, for hvor er den smuk :-)
sanne
9. august 2006 at 21:41Hej Liselotte
Ja, Solsikken kommer helt sikkert fra en fugl…smil!
De drysser omkring sig med solsikker-frø og selv i den mindste krukke på min altan vokser der Solsikke, sjovt!
Ang. ukrudt i haven, så kan Stillits godt lidt Tidsler, Stillits ligner en “klovn”, du kan se den her; http://www.fuglepigerne.dk/gal.....its-mh.jpg
Måske har du den i din have…..hvem ved?
Bedste hilsner Sanne
Liselotte
9. august 2006 at 21:00Ella… du ved hvor jeg bor, men det er stadig lidt for tidligt… :-)
Gitte – det kan hun helt sikkert, hvis det udvikler sig yderligere ;-)
Gitte
9. august 2006 at 20:58… ved du hvad, det er underligt, men med alderen er min mor også begyndt at gå op i det med vejret og temperaturer, så man tror det er løgn!!
Jeg har opdaget, at hun har en mayland-kalender, hvor hun hver dag ved aftentide skriver ned, hvordan vejret har været!!! Hun bruger den ikke til andet end det med vejret, måske er hun bekymret for at glemme, hvordan vejret var i sidste uge, jeg tør heller ikke rigtig spørge.
Og den bedste fødselsdagsgave ever var bogen ‘Vejret gennem 100 år’ (tror jeg var titlen) Måske kan din mor med tiden få glæde af den… :-)
Ella
9. august 2006 at 20:58Jeg tør næsten ikke sige det – så jeg hvisker : “jordskokker og brombær”