Det går fremad…

Vasketøjet bæres udenfor til lufttørring. Der er nok at tage fat på, for når der er gæster i huset, sparer vi på den slags sysler. Der er andet at give sig til, men nu ankom hverdagen og rent tøj må der til.

Jeg har fået købt tørresnor denne gang, som er lavet af det underligste materiale, når man betænker anvendelsen. Det er lavet af gummi, så praktisk er det i forhold til klemmerne, som ikke glider, men underligt er det nu også, for med tunge klædestykker kan jeg mærke, at jeg frygter uheld i retning af sprængte elastikker, som flår øjne ud. Det ender vist med endnu en udskiftning af skidtet, men inden må det lige holde, til jeg når bunden af vasketøjskurvene.

Kenneth og Alexander er stadig beskæftiget nede i bunden af haven. De er færdige med terrassen, men skal nu i gang med at lave et lille stakit omkring den. Det skal være vildt og naturligt, som de siger, så det skal bestå af naturens krogede grene, som får lov at danse i de solstrejf, der når ned gennem kastanje og bøg.

Jeg er vild med træstammen, som får lov til at stikke op midt i terrassebrædderne. De nænnede ikke at fælde. Det er jeg mere end glad for. Jeg kan lide, at det er lidt skævt og med indbyggede overraskelser.

Måske når de at færdiggøre lidt af hegnet senere i dag, men foreløbig står den på nedgravning af de pæle, som skal bære det hele. Imens vasker jeg videre og håber på snart at nå bunden, mens jeg glæder mig til hængekøjerne, som allerede nu bliver synlige for et halvt lukket øje og en god fantasi.