Træt til benet…

Det meste af dagen er tilbragt på skadestuen. Udfordringerne står i kø, men vi snupper dem fra en ende af. Hjertekardiogrammer, røntgenbilleder og så endelig en morfinsprøjte og der faldt ro over mit mødrende ophav, hvilket var hende mere end vel undt.

Hun sover nu og det skal hun få lov til, lige så længe, som det passer sig. Imens har jeg nået at handle og hente sønnikes korset, som forsøgsvis er blevet drejet, skruet og vredet lidt større af bandagisten, som er en ren tryllekunstner. Vi håber det er tilstrækkeligt trylleri, så vi ikke behøver et nyt af slagsen, inden operationen og kvitterede med en flaske godt og en stor tak for, at han gider arbejde lidt ekstra her lige inden den ferie, han garanteret trænger til.

Efter bandagisten var der så indkøbene og gud hvor var jeg træt. Jeg plejer nok at finde overskud til at smile lidt, men jeg kan mærke, at ansigtets folder vil den helt forkerte vej, så jeg tror, at jeg vil lade familien klare sig selv en times tid, mens jeg tager en lur. De fortjener, at jeg er lidt rarere selskab.