De ligner fløjl. De føles også som den fineste fløjl, men de dufter af meget mere end den slags tekstiler normalt gør. De dufter umiskendeligt af barndommens somre, tilbragt hos farmor og farfar, på gården oppe på Ørum Sønderhede.
De stod allevegne deroppe i haven. De voksede også troligt i min egen lille have. Sommer efter sommer groede de velvilligt og farmor bar buketter ind, så de stod på hver en ledig plet i køkken og stue.
Alexander og jeg såede ærteblomster i foråret. Vi var lidt for sent ude og efterfølgende ikke for gode til at sørge for deres velbefindende, men da vi endelig kom i tanke om dem, nåede vi at redde nogle stykker, som blev placeret i en spand, med lidt at kravle på.
Ærteblomsterne overlevede, stik imod alle odds, og står nu for anden gang og blomstrer med små krøller på halerne.
Vi var nemlig, igen, ved at glemme dem, men gav dem kunstigt åndedræt og klap og kærtegn. Det belønnes heldigvis nu, for hver eneste gang vi sidder udenfor, kan vi dufte den søde og krydrede duft, som blander sig med alle havens andre dufte.
Planterne står fulde af endnu flere knopper og om lidt vil vi plukke en håndfuld, for det herlige ved dem er jo, at jo flere du plukker, jo flere kommer der. Vi skal have mange flere.
11 kommentarer
Slagt en hellig ko… » Mirabellehøsten
25. august 2006 at 16:51[…] Ærterblomsterne fortsætter forøvrigt med at sætte nye blomster. De synger formentlig på sidste vers, men ikke desto mindre, har jeg af 8 planter haft blomster indenfor i efterhånden 8 uger og jeg tror ikke, det er de sidste jeg tager ind. […]
Liselotte
29. juli 2006 at 21:16Selv tak da :-)
Nurhanne
29. juli 2006 at 18:28Også min barndoms somre duftede af ærteblomster. Tak for at du mindede mig om det!
Liselotte
28. juli 2006 at 22:42Øv for pokker :-(
Det er surt, når indsatsen ikke står mål med resultatet, men jeg har desværre ingen gode råd. Mine har jo vist sig at være temmelig hårdføre, for dem har vi mildest talt ikke være “flinke” ved ;-)
Charolotte
28. juli 2006 at 22:40Inspireret af dit tidligere indlæg såede jeg også nogle lidt sent( I Maj) de er ikke mere en 50 cm høje nu, bleggrønne og ikke skyggen af blomster på og jeg har vandetog vandet og puslet*Suk*
men dine er flotte !
Liselotte
28. juli 2006 at 20:36:-)
Nadia
28. juli 2006 at 20:30Åhh dine billeder er som guf for øjne.. jeg nyder dem, mine øjne bliver milde og kærlige ved synet af dine billeder.
Hvis der fandtes en oscar for hjemmesider, så gik den til dig…
Liselotte
28. juli 2006 at 19:33Ja, de er skønne og dufter helt vidunderligt. Selv ganske få blomster kan få store arealer til at dufte. Vi nyder dem på terrassen :-)
Marie-Louise
28. juli 2006 at 19:24Jeg elsker Latyrus og havde den mest vidunderligt duftende brudebuket med disse da jeg blev gift for 5 år siden. Uhm.
:-) Marie-Louise
Liselotte
28. juli 2006 at 18:35Ja, de klarer sig nogenlunde på trods af vores forsømmelser ;-)
Ella
28. juli 2006 at 18:34Mine er alvorligt angrebet af meldug eller noget der ligner, det er ikke smukt – og de har endda fået vand – men jeres er fine :-)