Et kig ind i hendes øjne og jeg var klar over, at vi måtte til vagtlægen. Der brugte vi 1½ time i venteværelset, hvorefter vi, fire ad gangen, blev kaldt ind på en stolerække, hvor vi så hver især sad med vores tildelte numre og ventede på lægen fik tid.
Mor sled linoleum langs gangen, for hun kunne ikke sidde stille for smerter. Ved siden af mig sad end kvinde, som troede, at hun måske havde en splint i fingeren. På den anden side sad en mor og datter. Datteren var faldet, havde ikke længere ondt, men de ville gerne have tjekket, at hun ikke havde forstuvet håndleddet. Ved siden af dem sad en ung pige, som hostede. Det havde hun gjort i 2 dage nu og ville gerne lige tjekkes.
Imens sled mor linoleum.
Da lægen endelig kom for at kalde en patient ind, begyndte de alle at diskutere, hvem der havde det laveste nummer. Vi havde det højeste. Mor havde også mest ondt.
Jeg forstår ikke sådan noget. Nu var det naturligvis min mor, så jeg så hjertens gerne, at hun var røget lige lukt igennem systemet, for hun havde jo ondt, men havde jeg været patient der på stolerækken, havde jeg ikke tøvet 2 sekunder, men højt bedt hende gå ind før mig, for jeg kunne jo se, at hun havde frygteligt ondt.
Vi fik lov at vente de 3 andre konsultationer ud. Så blev det endelig vores tur. En smertestillende indsprøjtning og en recept på smertestillende ugebehandling og så var det ellers afsted igen. Vi kørte direkte til apoteket og fik hentet tabletterne. Hun har stadig frygteligt ondt. Jeg håber snart, at det går over. Ingen skal have ondt og slet ikke min mor ;-)
27 kommentarer
Liselotte
28. juli 2006 at 20:56Ha ha ha… næ, du har da ret. Jeg burde også have forsvaret dem (generaliseringen af dansken, altså), men mit fokus lå på demokratiet, som netop også trues af en generel tendens til at kræve mere og mere uden øje for andet end “mig”.
Tak… jeg orker ikke flere slagtehuse lige nu ;-)
Kimporator
28. juli 2006 at 20:23Jeg er naturligvis ikke enig med dig i, at man kan beskylde en hel flok mennesker, som tilfældigvis er muslimer, for ikke at være på det kulturelle stade, som er forudsætningen for demokrati.
Hvis du mener det, burde du vel også have protesteret mod min revsning af de snotforkælede klamme klient-danskere. (Og så kan vi stoppe den generelle debat og i stedet for snakke om alle de dejlige enkeltpersoner vi hver især kender.)
Det gjorde du mærkelig nok ikke. Det kan man i virkeligheden uddrage mange uhyggelige ting af, men jeg lader nåde gå for ret og forlader festen for denne gang.
Liselotte
28. juli 2006 at 19:32Lupo – tak skal du have :-)
Liselotte
28. juli 2006 at 19:11Gud fri mig vel… det sker med års mellemrum, men det er lige før jeg må give dig ret Kimporator. Men naturligvis kun delvist.
Jeg er naturligvis ikke enig med dig i, at man kan beskylde en hel flok mennesker, som tilfældigvis er muslimer, for ikke at være på det kulturelle stade, som er forudsætningen for demokrati. Du generaliserer, som vanligt – jeg kender mange muslimer, som er demokrater i både hjerte og dagligdag.
Vi er til gengæld enige om, at det er kultur, som gør demokrati. Det er arv, opdragelse og eksemplets magt, som giver mennesker, som rummer mere end sig selv og jeg håber, vi er en forældregeneration, som får vendt den skude, som ser ud til ind imellem at være ved at kuldsejle.
Kimporator
28. juli 2006 at 18:58Man kan ikke regulere sig ud af den slags, akkurat ligesom man ikke kan fremtrylle fred, frihed og retfærdighed mellem mennesker med demokratiske tiltag. Det handler om kultur. I dette tilfælde om snotforkælede klamme klient-danskere, der af deres elendige forældre er opdraget til at kræve alt og til enhver tid sætte sig selv forrest . I tilfældet muslimer handler det om at ingen regler kan afbøde at de slet ikke er på det kulturelle stade der er forudsætningen for demokrati.
Demokratiet er flødeskummet på det mellemmenneskelige hensyn og accepten af mennesker udenfor familien/klanen. Ligesom anstændig omgang med sundhedsvæsenet forudsætter en mentalitet der ikke kommer af demokrati, men er forudsætningen for demokrati.
Således kan denne episode ligesom de mange muslimske overgreb mod de europæiske værtsnationer betragtes som eksempler på at demokratiet er ved at erodere nedefra: ikke de demokratiske institutioner, men den folkelighed der er demokratiets sjæl og forudsætning.
Lupo
28. juli 2006 at 18:41Kære Liselotte.
Hvor er du sød. Det er kæmpesvært at være generationen “midt-i-mellem” -At være både datter og mor. Ikke underligt, at du trænger til en ekstra lur i tiden. Det lyder, som om dine nærmeste er heldige at have netop dig liiige der i midten. Hold ud. Du kan kun gøre dit bedste. Knus fra Lupo og tak for god læsning ovre hos dig.
Fr. Møller
28. juli 2006 at 14:59Liselotte – nej, dit verdensbillede er ikke spor forkert. Problemet er “bare”, at det er billigere at opsøge lægevagten for nul og en skid, end det er lige at bestille en tid hos praktiserende læge! For så slipper man for at planlægge, slipper for at tage ansvar i forhold til, at man også har et job osv…
De gange i mit liv, jeg har opsøgt en lægevagt, kan tælles på en halv hånd. Det er der ikke noget heroisk over – jeg har bare et godt helbred – heldigvis da. Men måtte da bide i det sure æble afvigte oktober – lungehindebetændelse gør fannerme ondt! Havde fornøjelsen af at sidde og hive efter vejret mellem småkremtende unger, der bare skulle have været puttet efter en halv albyl og en kop kamillete…
Sidst jeg var på skadestuen, var det pr. hjerteambulance. Det har sine fordele. For da jeg blev løsladt – og eddermame trængte til en smøg – var det i selskab med folk, der havde ventet i op til fire timer med alvorlige forstuvninger – jeg er selv “velsignet” med løse ledbånd i fødderne – ved en smule om, hvor ondt det gør…
Men de kunne ikke komme til, fordi umodne forældre tog pladsen op med en lille Pysser, der kremtede lidt…
LotteM
28. juli 2006 at 13:41Du har selvfølgelig helt ret. Og som jeg startede med at skrive, ville jeg have tænkt nøjagtigt de samme tanker. Jeg prøvede bare at pirke lidt i vores selviscenesættelse – fordi det er et emne, der optager mig meget.
Liselotte
28. juli 2006 at 13:16Jo, selvfølgelig har vi alle prøvet at have ingen overskud, men de sad fire mennesker, som tilsyneladende alle havde lige lidt overskud at dele ud af. Det undrede mig.
Selvfølgelig har jeg da prøvet, at jeg er træt, sur, udmattet eller andet, som har gjort mig uimodtagelig for hensyn. Hvem har ikke det? Jeg er intet overmenneske. Jeg er nøjagtig lige så dum, som alle andre med mellemrum er det. Jeg er nøjagtig lige så egoistisk, som alle andre med mellemrum er det. Jeg undrede mig bare i går aftes, for der sad immervæk 4 andre mennesker og ikke ét af dem sagde “smut du bare ind nu” på trods af, at hun var opløst i tårer og havde meget store smerter. Det havde jeg altså gjort – også selvom jeg havde ventet x antal timer, for lægen kunne ikke være meget mere end et kvarter væk, når først man var nået ind på stolerækken.
Som jeg skrev sidst i indlægget, så undrede jeg mig ikke mindre over, at det jo immervæk var lægen, der i en tidligere telefonsamtale havde sagt god for, at de skulle komme ind forbi, for naturligvis kan man ikke bare komme til lægevagten heroppe uden forudgående aftale :-)
LotteM
28. juli 2006 at 12:59Liselotte – jeg ville have haft de samme tanker som dig, hvis jeg havde været i dine sko.
Meeeeen – jeg kan mærke, at det alligevel prikker under skulderbladet på mig. For på en eller anden måde, så føler jeg, at alle er i gang med en eller anden iscenesættelse af sig selv som altid korrekte mennesker.
Inden alle sidder og klapper hinanden og sig selv på ryggen og indirekte peger fingre ad andre mennesker: Er I virkelig alle altid så overskudsagtige, så I selvfølgelig heeelt sikkert havde ladet en anden foran? Har I aldrig prøvet at være pylret – helt uden grund? Har I aldrig prøvet at kunne tænke “Hold op, hvor er jeg åndsvag og snævertsynet, jeg burde….” eller måske en helt anden vinkel “Hun ser godt nok ud til at have ondt, men nu har jeg f… siddet her i xx timer og derhjemme bliver den lille passet af den dumme nabo/og nu er det godt nok min tur/i dag orker jeg ikke osv.”
Når alt det så er skrevet, så kan jeg ikke forstå, at man bare sådan kan tage til vagtlægen. Skal I ikke ringe først og “få lov”?
Tina
28. juli 2006 at 10:51Den var ikke gået her i Hillerød, der er det sådan at den der har det dårligst er den der kommer først i køen. Det er også det eneste der virkelig virker hos vores lægevagt. Ellers diagnosticerer de som vinden blæser. Min far kunne havde været død hvis vi ikke havde fået ham til sin praktiserende læge og William ville også havde været død hvis ikke vi havde insisteret på at komme inden om børneafdelingen. Så selv om i havde ventetid efter knap så syge, kan det jo være at din mor har fået en bedre diagnose trods den lange ventetid.
Lizelotte
28. juli 2006 at 09:49Liselotte – er du egentlig forudrettet?? Det er vel også bedre end at være bagudrettet… :)
Yrsa
28. juli 2006 at 09:18HenrietteB – jeg er HELT ENIG ! Det er VILDT hvad folk kan finde på at køre til skadestuen eller vagtlægen med.
Jeg ville til enhver tid havde ladet en mere syg person komme til, men måske kommer det af (som du også skriver Liselotte) at jeg til hverdag står i en anden situation end andre og selv kan have brug for hjælp til feks. at holde døren når jeg kommer med kørestolen, forståelse for at Andreas rækker ud efter folks tasker eller tørklæder etc.
Jeg tror helt sikker at det er Andreas’ handicap som har gjort mig MEGET mere tolerant og omsorgsfuld overfor andre.
God bedring til din mor Liselotte.
Louise
28. juli 2006 at 09:16Høh – den sidste sætning jeg har skrevet, var vist noget være vrøvl, men det jeg mener er:
Nogen gange må vi jo også vide, hvad der er bedst for den ældre generation, selvom de har mange flere erfaringer end vi :))
Louise
28. juli 2006 at 09:13Hypokonder eller ej så er ventetiden nærmest dræbende lang, når man sidder og venter på at kome ti på venteværelsetl. Jeg har prøvet at blive kørt til skadestuen her i Vestjylland kl. 3 om natten – der var ingen ambulance, så vi måtte til at køre selv. Men når man ligger med lungebetændelse, så er ventetiden nærmest en befriende begivenhed, for så er der ikke lang vej, til at man kan få lidt primcillin. Det er bare træls at skulle køre 30 km. først – og så derefter ventetid. I en ambulance kunne man måske havde fået noget andet smertestillende først – men den var ude at køre… Resultat: Sygemelding på 3 – 4 uger.
Liselotte, selvom det ikke er lungebetændelse din mor render rundt med, så håber jeg hun får det bedre. Og m.h.t. at denne generation kan have svært ved at be’ om hjælp – jaaa nogen gange er det bedst bare at hjælpe uden at spørge – Det er min erfaring :) Nogen gange tror må vi jo også vide, hvad der er bedst for dem.
Lizelotte
28. juli 2006 at 07:58Jeg tror ofte, at folk går unødvendigt til læge/vagtlæge/skadestue fordi mange oplever, at de har så travlt – at de ikke har “tid til at være syge/have syge børn”. Så er det med at komme igang med en evt. behandling så hurtigt så muligt. For vi skal jo være effektive.
Jeg håber, din mor har det bedre.
Susanne
28. juli 2006 at 07:09Ang det med at være pivet og måske overbeskyttende når det kommer til vores børn. Så læs lige denne, hvis du ikke allerede kender den. Lidt sjov, midt i al denne alvor – og alligevel…
Folk over 25 burde være døde! Ifølge dagens lovgivere og bureaukrater burde de af os, som var børn i 40’erne, 50’erne, 60’erne, 70’erne, ja til og med tidligt i 80’erne ikke have overlevet. Vores børnesenge var malet med blybaseret maling. Vi havde ingen børnesikring på medicinflasker, døre eller skabe, og når vi cyklede, bar ingen af os hjelm. Som børn kørte vi i biler uden sikkerhedsseler eller airbags. Vi drak vand fra haveslangen og ikke af flasker. Skræk og rædsel! Vi spiste brød med smør, drak sodavand med sukker i, men blev aldrig overvægtige, fordi vi altid var ude at lege.
Vi delte gerne en sodavand med andre og drak af samme flaske, uden at nogen rent faktisk døde af det. Man brugte timer på at bygge sæbekassebiler af ting, der var kasseret, og ræsede i fuld fart ned ad bakken, bare for så at finde ud af, at vi havde glemt at sætte bremser på. Efter nogen ture i grøften lærte man at løse problemet. Vi tog hjemmefra tidligt om morgenen for at lege ude hele dagen og kom først hjem, når gadelygterne blev tændt. Ingen kunne få fat i os i løbet af dagen – ingen mobiltelefon. Utænkeligt! Vi havde ingen Playstations, Nintendo 64 eller X-boxe – i det hele taget ingen TV-spil, ikke 99 TV-kanaler, ingen videofilm, surroundsound, mobiltelefoner, hjemme-PC’er eller chatrooms på Internettet. Vi havde venner! Vi gik ud og fandt dem!
Vi faldt ned fra træer, skar os, brækkede arme og ben, slog tænder ud. Men ingen blev sagsøgt efter disse uheld. Det var uheld. Ingen andre kunne få skylden – kun os selv. Husker du uheldene? Vi sloges, blev gule og blå og lærte at komme os over det. Vi fandt på lege med pinde og tennisbolde og spiste jord og græs. Til trods for advarslerne var det ikke mange øjne, der blev stukket ud, og græsset voksede ikke inden i os resten af vores liv. Vi cyklede og gik hjem til hinanden, bankede på døren, gik lige ind og blandede os i samtalen. Nogle elever var ikke så kvikke som andre i skolen, så de dumpede og måtte gå et år om. Frygteligt!
Denne generation har fostret nogle af de mest risikovillige, de bedste problemløsere og investorer nogensinde. De sidste 50 år har været en eksplosion af nyskabelser og nye ideer. Vi havde frihed, fiaskoer, succes ‘er og ansvar, og vi lærte at forholde os til det alt sammen.
Ikke helt dum, vel? Trods verden har forandret sig – og det også er ok!
Fra en der lige venter og ser om ikke det går over – inden vi taler med lægen :-)
Liselotte
28. juli 2006 at 06:34fivetosix (Maybritt) – hun havde været til egen læge forlængst. Hun havde også været til kiropraktor forlængst. Det skriver jeg såmænd også i teksten nedenfor.
Det kræver desuden også, at hun delagtiggør mig i, at hun har så ondt, hvilket hun ikke gjorde. Det skriver jeg såmænd også i teksten nedenfor.
Det kan betale sig at læse…
Forøvrigt handler indlægget såmænd ikke om min mor, men mere om min undren over menneskets manglende evne til hensyn.
fivetosix
28. juli 2006 at 03:37Når hun nu nærmest havde slidt sit eget gulvtæppe op pga af smerter. Hvorfor hjalp du hende så ikke for længst til egen læge, i stedet for at side og blive forudrettet på en skadestue ????
HenrietteB
28. juli 2006 at 02:46Det er desværre ikke en ualmindelig situation eller et enkeltstående tilfælde.
Og nu risikerer jeg nok, at få skældud eller noget tungt i hovedet ;-) – men vi danskere er ganske enkelt blevet for pivede og kontakter alt for ofte vagtlæger og skadestuer med småskavanker, som burde kunne klares i normal åbningstid eller som blot ville gå over af sig selv, hvis vi altså lige udviste lidt tålmodighed.
“Det er bedre, at være på den sikre side” siger vi.
Tjah… Den tid, vi bruger på det går fra de patienter som reelt har hjælp behov nu og her. Jeg er ret sikker på, at mange skadestuesygeplejersker vil give mig ret i det.
Selvfølgelig skal vi alle have adgang til lægehjælp, når vi har behov. Men det skader altså ikke, indimellem at bruge sin sunde fornuft!
Mette
27. juli 2006 at 23:32Desværre synes jeg, at man ofte møder mennesker, der har nok i deres eget. Bare den sjældne gang hvor jeg bevæger mig ind i venteværelset hos min egen læge og hilser, når jeg kommer ind. Som regel glor folk på mig som om, at jeg har forstyrret deres liv ved at hilse. Måske er vi bare “heldige”, at livet med sine mange udfordringer har forsynet os med en naturlig ydmyghed, som går os i stand til at ikke at være ligeglade med mennesker omkring os. Det håber jeg. God bedring til jer.
Nadia
27. juli 2006 at 22:57Minder mig faktisk om, en behandling jeg engang fik hos en vagtlæge – jeg havde kastet op og fået sindsyget store smerter i mit 12-finger tarm.. så vagtlægen mente jeg havde en indreblødning og bare skulle ha’ en skud morfin så var jeg fin igen .. (i min naivtet fulgte jeg hans råd – men det skulle vise sig at være en STOR fejl-.), nææ nej kort efter blev jeg meget syg og lå indlagt det meste af et år.
Så – jeg stoler ikke på vagtlæger og fortrækker min egen læge eller skadestuen som i det mindste har andre læger, at spørge til råds hvis man ikke helt køber dét de siger.
Anne Lindholt Ottosen
27. juli 2006 at 22:51Det lyder da helt absurd. Jeg tror ikke helt, at de var sluppet igennem Århus-vagtlægernes telefonsluse. Ikke dem alle, i hvert fald. Eller jo, hvis de havde lydt afsindigt skrækslagne over en split. Men kan man det?
I Århus er venteværelset rigtigt stort, og der er altid en hord i kø, så folk snakker ikke om, hvad de fejler. Men nogle gange hiver vagtlægen de mest plagede ind uafhængigt af nummer, men det er nok ikke alle læger.
Rigtig god bedring til din mor!
Ella
27. juli 2006 at 22:33Trist når enhver er sig selv nærmest :-( Der burde være et prioriteringssystem, så sådan noget ikke kunne ske. Folk kunne jo åbenbart ikke selv finde ud af det.
Jeg håber at din mor hurtigt slipper af med smerterne !
Grith
27. juli 2006 at 22:20Hrm…de kunne da godt have ladet din mor komme til først, hva´! Nå, men en del mennesker tænker altså på dem selv først, og det må vi andre så leve med.
Håber snart hun får det bedre, og så kan du også nyde orkideen:-)
Liselotte
27. juli 2006 at 22:06Jo men, de havde alle deres grunde til at sidde der. For dem føltes det tvingende nødvendigt og de var alle urolige og havde behov for lægens tjek.
Jeg negligerer ikke deres behov for det, men må nok erkende, at en splint, et måske forstuvet håndled (som forøvrigt ikke var hævet det mindste) og en 2 dage gammel hoste i mine øjne er spild af vores vagtlæge-ordning. De kunne alle tre have ventet og være gået til egen læge i morgen. Ingen var døde denne nat, hvis de havde været lidt tålmodige.
I stedet sad der mennesker med smerter, små børn med hoste, så det løb mig koldt ned af ryggen og en mand, som tydeligvist havde fået en hjernerystelse. De måtte også vente. Længe.
Måske er mit verdensbillede præget af at leve midt i sygeland og ind imellem stå med ting, som så langt overstiger det de stod med, men jeg synes det er spild af en ellers god vagtordning. På den anden side, så er det lægen der i første omgang – efter en telefonsamtale med dem – beder dem om at komme ind forbi…
Claus
27. juli 2006 at 21:51Når man oplever sådan noget, så forstår man jo et eller andet sted godt at hele sundhedsvæsenet behøver at spare hvor de kan, jvf. jeres sidste dages trængsler.. Vi kan nok også hurtigt blive enige om at der spares på forkerte steder, for mage til hypokonderi (som ihvertfald du beskriver de tre andre) skal man da lede længe efter.
Det er onsdag, hypokonderen kommer til sit ugentlige besøg hos lægen og undskylder: Doktor, du må undskylde jeg ikke var her i onsdags, men jeg var altså syg…