Mor traver tæpperne tynde. Hun har, uden at fortælle os det, fået stærke smerter i arm og skulder, efter i mange år at have slidt dem i stykker. Lægebesøg med indlagt blokade og efterfølgende kiropraktorbræk har ikke hjulpet og desværre er hun af den gamle skole, som bestemt ikke “ulejliger unødigt”, så i stedet for at få noget effektivt smertestillende, som kan give ro, traver hun tæpperne tynde.
Det får hun lov til en times tid endnu. Det har jeg lovet hende. Om en time, vil jeg tage op til hende, se om hun har fået det bedre og er det ikke sket, vil jeg kontakte lægen. Man skal ikke have så ondt og man er bestemt ikke til ulejlighed, når man er nødt til at slide tæpper.
Jeg har bryllupsdag i dag. Det havde hun naturligvis ikke glemt, så jeg kan føje endnu en orkidé til vindueskarmens udsmykning, men jeg kan ikke rigtigt glæde mig over den, før jeg ved, at hun har det bedre.
10 kommentarer
Liselotte
27. juli 2006 at 21:25Tak for jeres ønsker, allesammen :-)
Frederikke
27. juli 2006 at 20:14God bedring til din mor og tillykke med dagen til dig og Kenneth
Mette
27. juli 2006 at 17:37Det kunne være mig, der beskrev min mor. Netop når de gør alt for os, er vi en gang imellem nødt til at “tage over” og tage vare på dem. Det er ikke altid lige nemt at få lov at være omsorgsfuld. Til lykke med bryllupsdagen.
Nadia
27. juli 2006 at 17:22Av, så længe det ikke er venstre arm/skulder, så vil jeg næsten tro det er som du skriver en arbejdeskade. Men når jeg skriver det sådan, skyldes det, at hvis der noget galt fx hjertet, så kan man mærke det via venstre arm/skulder… (- jeg overså selv de signaler da min svoger fik blodprop i hjertet men han har det godt i dag)…
Om ikke andet vil jeg ønske dig rigtig god bryllups dag.
susling
27. juli 2006 at 16:19Ja, at tage i mod hjælp, at spørge efter den uden at man føler identiteten ryger og at man er til besvær…den er svær….det er også noget jeg har øvet mig på……Lissom at gribe ind…min svigermor kalder det at blande sig…jeg kalder det omsorg….men sådan er der jo så meget……:-)
Karin
27. juli 2006 at 16:16Ja, vist er det så iorden at ulejlige – og særligt når man ved at der er hårdt brug for det! God bedring til hende.
Og så (selvom det ikke er noget I går op i) tillykke med bryllupsdagen :-)
Liselotte
27. juli 2006 at 16:13Ja, de er ind imellem alt for hensynsfulde og når det kommer til min mor (hun er naturligvis ikke enestående), er hun den type, som vil gøre ALT for alle, men hun er ikke selv i stand til at modtage hjælp, uden at føle sig i vejen.
Jeg kender den selv alt for godt (man er vel sin mors datter), men har arbejdet bevidst med præcis den problemstilling i mange år. Nød lærer vel, på et tidspunkt, nøgen kvinde at spinde og Alexander har i høj grad været min læremester. Det er helt i orden, at ulejlige :-)
susling
27. juli 2006 at 16:10Problemet med den generation er, at de har så svært ved at tage imod hjælp. Så står man der med skyld med skyld på. Jeg har kun min moster tilbage – hun var nu en slags reservemor, så det tæller også – nogle gange kan hun finde på og ringe op, bare for at fortælle mig, at hun lige har været indlagt i 3 uger…..eller syg i to uger..eller hvad hun nu sådan er ude for, men altid bagefter og jeg skal forøvrigt overhovedet ikke bekymre mig, hun klarer sig, men hvad nu med os…har vi brug for noget………armen, man bliver sågu da lidt træt…elsker dem jo…….
Liselotte
27. juli 2006 at 15:56Hun skal nok få hjælp. Basta!
Tak Ella – skidt med bryllupsdagen. Den fejrer vi ikke. Jeg vil hellere sørge for, at mor igen får det tåleligt :-)
Ella
27. juli 2006 at 15:52Åhhr for pokker, det er synd for hende, der så gerne vil knokle. Jeg håber der er hjælp på vej til hende. Det er ulideligt, at have ondt i arme og skuldre, så finder man ud af, hvor afhængig man er, af at de virker :-(
Tillykke med bryllupsdagen til jer begge to! :-)