15

Oskar, min ven…

Oskar er min hund. Jeg tog ham i favnen og sad med ham hele vejen hjem, da vi i sin tid hentede ham. Siden har jeg været hans “mor”, som kan bruges til ynk, klap, mad, vand, gåture og sjov.

Pjosket er tæt

Når jeg er hudløs og trænger til at trække vejret dybt, lade en tåre falde og i det hele taget bare falde, har jeg mit lille hjørne i haven. Her sætter jeg mig, i nærheden af lavendlen, som efter sigende skulle udvirke mirakler på den slags sjælelige ubalancer.

Så sidder jeg stille. Tænker tusinde tanker, græder måske en anelse og så pludselig sidder han der. Han slikker stille min hånd, kigger lidt på mig og sætter sig så, ganske tæt op ad mig. Så sidder vi sådan lidt. Vi siger ingenting. Vi er bare til. Det gør godt.

Når vi er færdige med vores, er luften pludselig klarere og energien igen fokuseret. Oskar logrer med halen, når jeg rejser mig, for han ved, at jeg har det lidt bedre. Jeg bliver straks i bedre humør, af at se hans glæde, så tingene er selvforstærkende.

Hvor er jeg dog glad for den lille rullepølse, som naturligvis er verdens klogeste hund. Næsten.

Du vil sikkert også kunne lide