- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
12 kommentarer
Liselotte
21. juli 2006 at 15:37Ja, vi er vist ikke uenige Fr. Møller :-)
Fr. Møller
21. juli 2006 at 15:01Selvfølgelig kunne ingen forudse, at ryggen pludselig ændrede sig. Og “for min skyld” må man gerne bruge de offentlige kroner, der skal til, på at tilpasse hjælpemidler nøjagtig lige så tit, som brugernes behov ændrer sig!
Det, der gør mig harm – ud over, at det går ud over sagesløse handicappede – er den slendrian, der synes at præge store dele af det offentlige system! Ude i det virkelige liv er budgetter noget, der simpelthen skal overholdes, for ellers er der et læs, der vælter – sagde den gamle bogholderinde. Inden for det offentlige er budgetter tilsyneladende noget, man bare overskrider, når det er nemmere end at udføre et stykke ordentligt arbejde fra start af.
Jeg behøver vel ikke tilføje, at jeg har vært offentligt ansat i et par omgange – og vil gå meget langt for at undgå at blive det igen – jeg kan simpelthen ikke med ligegyldigheden i forhold til det, man er der for. Og nej, jeg ved godt, der er masser af offentligt ansatte, der absolut gør deres bedste – men systemets inerti er håbløs at kæmpe imod.
Liselotte
21. juli 2006 at 14:45Næ, du har delvist ret Fr. Møller, for de mange penge er virkelig givet skidt ud og man kunne måske have ventet med den nye stol, indtil operationen og dermed Alexanders nye siddestilling var på plads, men…
Den nye stol er et “gammelt” ønske, som allerede er formidlet til kommunen for snart to år siden. Allerede dengang fungerede hans gamle kørestol ikke længere og på daværende tidspunkt var hans skoliose (skæve ryg) slet ikke så udtalt, at der var operation på tale. Vi ventede i meget lang tid på en afprøvning af den nye stol og herefter er der så stødt den ene komplikation efter den anden til. Ting, som ingen vist kunne have forudset, desværre.
Normalt ville en ny kørestol være bevilget og afprøvet i løbet af en måned eller to, men vores ergoterapeuter har været ramt af bl.a. langtidssygemeldinger og personaleflugt, som gjorde vores ventetid (urimelig) lang og siden viste det sig så, at det firma, som er ansvarlig for kørestolens opbygning, slet ikke har i sinde at leve op til deres egne kvalitetsstandarder. At Alexanders ryg så “skrider” midt i det hele er bare yderligere en af de ting, som ikke står til at ændre og derfor gør hele processen endnu mere kompliceret, men du har ret. De penge kunne være brugt langt mere fornuftigt, hvis vi havde kunnet se lidt ind i fremtiden ;-)
Fr. Møller
21. juli 2006 at 14:26Først og fremmest er det dybt urimeligt overfor Alexander! I et lidt større perspektiv er det urimeligt overfor hele samfundet, som (og nej lad mig for god ordens skyld understrege, at der selvfølgelig ikke er gnist af misundelse ind over!!!) at bruge så mange offentlige kroner på noget, der alligevel ikke kan bruges til noget! Med det sjusk, der har været lagt for dagen omkring kørestolen, havde det ærlig talt været bedre, om den slet ikke var blevet bygget endnu – de penge kunne have trukket en del renter på en konto – for hvor længe er det efterhånden, I har ventet på at få den tilpasset?
Bevares, der ville sikkert have skullet laves yderligere tilpasninger efter næste operation – men det ændrer jo ikke ved, at Alexander ikke har haft glæde af den nye stol endnu…
Liselotte
21. juli 2006 at 14:01Ja, det er fortivlende, men vi prøver nu at få fat i den ortopædkirurg, som skal operere Alexander. Måske kan han, med vores beskrivelse af Alexanders hverdag lige nu, fremskynde operationen. Der skal i hvert fald ske et eller andet, for hjerterne brister herhjemme, når de ser Alexander kæmpe mod vindmøller :-(
Fr. Møller
21. juli 2006 at 13:58Liselotte – hvis jeg må komme med et skud fra hoften, så er svaret: Aldrig – og godt det samme da ;-).
Bortset fra det, så er jeg rørende enig med din kære søster – det er kraftedeme for dårligt, at Alexander ikke kan få tilpasset sine hjælpemidler. De skrankepaver, der åbenbart ikke kan få fingeren ud, skulle tvinges til at prøve en uge i en dårligt fungerende kørestol – uden mulighed for bare at rejse sig og gå, når det kan være nok!!! De skulle også prøve at være henvist til et plastik-korset i 33 graders varme. Den fugtighed det akkumulerer – med efterfølgende uderafkøling – er sgu ikke just befordrende for at få slået en lungebetændelse ned. Åh, jeg kan sgu bli’ noget så 1-2-3….
Liselotte
21. juli 2006 at 12:49Ha ha ha…
“Fandens også… og hvornår lærer jeg, at holde min kæft”
Moster
21. juli 2006 at 12:48Nu er det jo sådan at vi overtager med AAAALT inventar, så der er 3 græsslåmaskiner…. Du kan sagtens blive sat på arbejde når I kommer over :-)
Hils
Liselotte
21. juli 2006 at 12:43Ja, I skal nok få rigeligt at se til med den græsslåmaskine – vi glæder og til, at vi kan komme og se det :-)
Moster
21. juli 2006 at 11:25Takker, for det er et lækkert kolonihavehus :-)
Vi har været ufattelige heldige at kende nogen som kender nogen, som elsker deres kollo, men som er blevet for svage til at have det. De siger de er glade for det netop er os som får det, og virker som om de ved, vi vil behandle det med respekt. Og det vil vi, for det skal bibeholdes som et velholdt Sveriges-rødt træhus, som lige er blevet malet, for det skal vi da ikke døje med de første par år. De er skønne, ejerne.
Alexander, guldklumpen, elsker hyggestunder i arm, og moster nyder at en 16-årig stadig vil det. Ingen lyd er bedre end hyggelyde :-) Sgu misundelig på det mødrende ophav. Han har bare af at blive rask i en fart, for han skal da snart have hevet familien over og se kollo. Men der findes ingen større kæmper end den unge mand, så han skal nok snart være på højkant igen.
M.h.t. til manglende korset, røv-dårlig kørestol og kommende operation, så er der nogen som bør skamme sig, og få syn for hvordan det påvirker Alexander, og hele hans familie. Det er dybt frustrerende ikke at kunne gøre noget, og selvom farmand er lidt af en opfinder, så er det bare ikke godtnok, for det skal sgu ikke være forældrene som skal opfinde løsninger til Alexander, det er sgu da kommune, amt eller fanden og hans pumpestok, der må gøre det…. Ville ønske man vidste hvordan man råber dem op, for fingeren skal ud af gaskammeret, og det er nu…
Uanset hvad, så elsker jeg at se han stadig nyder putte-stunder, og glæder mig til at se ham snart. Hmmm, tror sgu lige jeg vil ringe og få en sludder med den unge mand.
Liselotte
21. juli 2006 at 11:19Ja, de glæder sig, gør de. Overtagelse 1. august, så det er jo lige om et øjeblik :-)
Tina
21. juli 2006 at 10:49uhm lyder dejligt, og tillykke til søster og kæreste med det nye kolonihavehus.