Grand Canyon du Verdon og så lidt mere…

Ganske spontant, men uden måske rigtigt at have overvejet det, besluttede jeg en tidlig morgen, at jeg ikke tog hjem fra Provence denne gang, uden at have stået midt i vidstrakte lavendelmarker. Det endte med en meget lang, men også meget smuk tur gennem noget af det smukkeste natur, der findes i Provence.

Jeg fandt en bog inde i et af skabene i stuen en tidlig morgen, hvor jeg som sædvanligt var den eneste der var oppe. Den hyggede jeg mig med at læse i, mens dagen stille begyndte og cikaderne vågnede op til endnu en koncert. Kaffen var indenfor rækkevidde, så der var ingen undskyldninger for ikke at fordybe mig.

Jeg læste om de gamle romere, som har givet Provence dets navn, vinproduktionen i området og lidt om historien bag en af deres kendte spiser, nemlig den væmmelige gedeost, som ingen nogensinde får mig til at spise. Basta. Jeg læste videre i bogen og pludselig vendte jeg en side, som afslørede et område fyldt med lavendelmarker. Der måtte jeg hen.

Det viste sig, at størstedelen af Provences lavendler produceres på højdedragene omkring Valensole, så det tog ikke mange sekunder at få fundet kortet, for at stedfæste byen, hvor lavendlen bor. Jeg fandt den efter lidt tid og det viste sig, at den faktisk lå indenfor rækkevidde, hvis man er frisk på en dag med megen kørsel. Det er min familie heldigvis, så da de endelig stod op, havde jeg allerede lagt de overordnede planer og naturligvis sørget for, at der var mere end bare mine lavendler at køre efter.

Vi skulle på bjergtur. Grand Canyon du Verdon skulle forceres og eftersom turen aldrig er gået ind i de bjerge, som hos de fleste, der har været der, ellers plejer at kunne give anledning til timelange fortællinger om skrækken, som bemægtiger selv den mest hårdføre bilist, var jeg noget spændt på familiens reaktion. De var heldigvis friske på en udfordring.

Bilen blev pakket med rigelige kolde drikkevarer og efter en times tid var vi klar til afgang. Fra Callas kørte vi ind over Bargemon, som er en malerisk lille bjergby kun 8 kilometer fra vores hus.

Udsigten over byen er fortryllende, når man kommer kørende ad bjergvejen, som for øvrigt ikke levner hverken plads eller sigt til meget mere end 50 km/timen og på visse strækninger endda meget mindre.

Her fra fortsatte vi mod le Logis-du-Pin, men inden kørte vi gennem et meget stort område, som er henlagt til militært øvelsesterræn. Det er et enormt smukt område, som ligger på toppen af bjergkæden, så ind imellem var der den mest fantastiske udsigt over “De Blå Bjerge”.

På et stykke af vejen, som var ganske øde, mødte vi pludselig en landsby, som var helt og aldeles forladt. Samtlige huse i byen stod tomme, men det var tydeligt at se, at der tidligere havde været en olivenmølle, bager og ind til flere små landbrug.

Jeg ville gerne tage billeder, for en forladt by er dog trods alt et særsyn, men skilte angav, at det var ganske og aldeles forbudt, så det opgav vi hurtigt og satte i stedet kursen stik nord, mod N85 og de forjættede bjerge og kløfter.

Der gik ikke lang tid, inden vi var midt i bjergene og jeg skal love for, at der var smukt. Betagende smukt, med udsigt over kløfter og slugter, som nok kunne sætte pulsen en anelse i vejret, når vi kørte alt for tæt på skrænterne.

Vi vidste, at vi skulle køre langs floden Verdon på et langt stykke af turen, men inden måtte vi have en ispause, for også i bjergene var der varmt.

Vi nåede snart byen Castellane, som viste sig at være den yndigste lille bjergby med en betagende udsigt til Notre Dame du-Roc, den lokale kirke, som var placeret på en kæmpestor klippe med udsyn ned over hele byen. Det siges, at er man først kommet til toppen af klippen, skal man bede en bøn, så vi undlod den tur og tog os i stedet for en velfortjent pause med indlagt is, en kurv til samlingen og så fortsatte vi ellers turen på jagten efter lavendlen.

Det var for øvrigt her, ved Castellane, vi mødte floden Verdon, som gjorde turen endnu smukkere end den var i forvejen. Vi kom til at køre langs floden de næste mange kilometer og undervejs var der masser af glade mennesker, som uforfærdede kastede deres spinkle legemer ud i flodens brus, kun iført en plastikflåde, en pagaj og redningsvest.

Det kunne vi have brugt timevis på at kigge på, men efter at have gjort holdt ved et af de steder, som kræver tungen lige i munden for at passere og optimistisk at have vinket til de nervøse på flåderne, drog vi videre ind i bjergene.

Vi vidste, at vi ville krydse hjørnet af Lac de Sainte Croix på vejen og når det skete, ville vi være nået omtrent til vejs ende af bjergetapen, så da vi endelig ramte søen, tog vi endnu en pause.

Det var tid til lidt at drikke og når man selv medbringer det, er der ingen grund til ikke at indrette sig med den bedst tænkelige udsigt, så det gjorde vi, mens vi lod koldt vand skylle lidt af varmen ud af kroppen og lod os underholde af et ældre ægtepar, som havde taget deres vandrestøvler på og begivet sig ud på noget af en tur. Beundringsværdigt var det og jeg vil ønske, at jeg er lige så frisk, når jeg når deres alder.

Det var kort herefter jeg havde min kedelige oplevelse med familiens manglende kærlighed til lavendlen. De tvang mig til billeder af indhegnede lavendler og den slags harmonerede jo slet ikke med mine forestillinger om marker fyldt med den lilla blomst, men til gengæld vidste jeg, at den sidste del af turen ville gå igennem mindre krævende terræn og det kunne måske kompensere for den køretur, som stadig lå forude.

Først passerede vi byen Moustiers Sainte Marie og derfra gik det direkte i retning af Riez, som skulle vise sig at være en søvnig lille fransk flække uden andet end navnet til at gøre den lidt interessant og Oline mente da også, at der var værre skæbner end en opvækst i Gug, efter at have passeret byen. Det havde hun formentlig ret i.

Fra Riez gik turen ad en smal landevej i retning af Valensole og det kan nok være, at jeg var klar. Helt klar. Jeg var klar til overdådige lavendelmarker så lang øjet rakte og da vi nærmede os Valensole uden at være stødt på andet end sølle undskyldninger for lavendelmarker – enten havde de lige høstet blomsterne eller også var markerne nyanlagte – begyndte det at ligne en sammensværgelse og jeg var efterhånden temmelig desillusioneret. Jeg måtte nok erkende, at det heller ikke blev dette år jeg skulle boltre mig i lavendlerne og så var jo fantastisk heldigt, at turen hidtil havde budt på noget af den smukkeste natur vi nogensinde havde set.

Alt det sad vi og enedes om, mens vi kørte ind i Valensole, som skulle vise sig at være en utrolig hyggelig lille by, som levede af sine lavendler, for de var der jo. På den anden side af byen, sagde konen i galleriet ved siden af det gamle romerske Lavoire, som vel på dansk kan kaldes et vaskested med en fin fontæne med vand, som fortsat kunne drikkes.  Ikke at vi gjorde det, for vi medbragte jo vores eget, som blev indtaget i skyggen under et af de store træer, som stod langs vejen.

Bagefter var der kun ét at gøre, nemlig se af at komme ud og få fundet de lavendelmarker inden dagen var omme og lige der, en kilometer udenfor byen, kom de endelig. Ikke i omfang, som jeg havde drømt om, men efter så mange timers kørsel kan man ende med at blive beskeden, når det endelig ser ud til at lykkes.

Jeg kastede mig naturligvis ud i dem og selv bonden, som kom forbi, så ud til at være vant til tossede turister, som vandrer lalleglade rundt i lavendlerne, for han vinkede bare fra traktoren og kørte videre, mens jeg fotograferede på livet løs. Bagefter tissede jeg i lavendlerne. Ikke noget at prale af måske, men det er kun fordi man ikke har gjort det så, for der findes da ikke noget mere fantastisk end at sidde med enden bar midt i en lavendelmark, hvor den ene smukke sommerfugl efter den anden suger nektar af blomsterne, så det er en lyst. Det kan anbefales.

Da jeg endelig havde set mig mæt og kun nødtvungent igen havde sat mig ind i bilen, kunne hjemturen begynde og der var lang vej endnu. Vi kom igennem de allermindste flækker og de smukkeste landskaber.

I Ollieres grinte vi af at byen, som omtrent kun består af 2 huse og et lokum, er berømt fra Marseilles til Toulon alene på grund af sit årlige hundeshow, som altså trækker deltagere og publikum fra det meste af regionen. Det var vel også det eneste, som de kunne tillade sig at prale af, men den slags er heller ikke så ringe, når man kun har omkring 450 indbyggere.

Turen fortsatte ned gennem St. Maximin, Brignoles, Le Luc, Vidauban og videre langs uendelige strækninger af vinmarker til vi ramte hovedvejen mod Draguignan, som heldigvis er så kendt en strækning, at den kan køres med næsten lukkede øjne.

Vi ankom lige tidsnok til at nå aftenindkøbene i Trans-en-Provence, som huser områdets Carrefour, det lokale Bilka, og snart var vi klar til den sidste lille smuttur ind i baglandet, hvor hus og pool lå og ventede, som belønning for en lang dag med flere hundrede kilometers kørsel i det bagland, som vi aldrig rigtigt har set tidligere.

Alle var enige om, at selvom dagen havde været lang, havde den også været fantastisk. Det er ikke sidste gang vi besøger bjergene. Det sidste er helt sikkert, for Kenneth vil gerne rafte ned af Verdon og vi vil så uendeligt gerne grine imens.