I år besluttede jeg, egenhændigt, at jagten på lavendlen for alvor var gået ind. Det betød, at jeg nægtede at rejse hjem, uden at have stået omgivet af lavendelmarker. Stakkels familie, for nok var vi i Provence, men med over 20 års erfaring med området vidste vi, at det slet ikke er så ligetil, som det lyder.
Der er ikke lavendelmarker overalt, hvor du vender dig. Der er masser af lavendler. De gror allevegne og efterlader duftspor i næsen, som holder næsten hele vejen til Danmark, men markerne med lavendler, så langt øjet rækker, findes ikke overalt, som nogle kan forledes til at tro.
Jeg ville finde dem! Jeg ville stå midt i en lavendelmark, omgivet af summende bier og smukke sommerfugle. Jeg nægtede at rejse, inden det var sket.
For familien betød det, at de måtte leve med en tur, som skulle vise sig at blive meget længere end planlagt, men også så meget smukkere, end nogen af os havde fantasi til, at forestille os. Det lykkedes til sidst.
På billedet står jeg og ser vældig tilfreds ud, men lad dig ikke forledes til at tro, at det var tilfældet. På daværende tidspunkt havde vi kørt i 2½ time og var lige nået til den første lavendelmark, som affødte tvangsudstigning af bilen for mit vedkommende.
Familien insisterede på, at jeg steg ud, tog millioner af billeder og så returnerede i god ro og orden, for de var efterhånden ved at være temmelig trætte af mit “lige om det næste hjørne, tror jeg, at de ligger”.
Jeg gjorde, som jeg fik besked på. Sur var jeg, for hvis du kigger efter, vil du opdage, at der er sat pigtrådshegn udenom marken. Hele vejen rundt om lavendlerne var der strømførende pigtrådshegn, som udelukkende var sat op, for at forhindre turisterne i at træde ind på marken. Længere henne ad vejen, sad “Madame” i en hjemmestrikket bod og solgte postkort af hendes lavendelmark og ind imellem smed hun en dyr flaske vand over disken, til tørstende og dumme turister, som mig, som naturligvis måtte betale mere end rigeligt, for hendes elendige kort og halvlunkne vand.
Det var ikke de lavendelmarker jeg drømte om. Jeg ville ud til dem, som strækker sig milevidt og ikke bruger pigtrådshegn som værn mod Liselotte. De marker, som inviterer til glædesudbrud, åndeløs betagelse og dufte, som bedøver. De marker, som ville lade mig komme indenfor og dufte, plukke og mærke. Det var dem, jeg ledte efter.
Jeg fandt dem. De var nøjagtig, som jeg havde drømt om. Jeg har mange flere billeder, som må komme med i en anden fortælling, for nu er vaskemaskinen færdig og endnu en vask skal finde plads ude på snoren.
8 kommentarer
Liselotte
25. juli 2006 at 23:35Der uddeles ikke stempler her, så det… :-)
Tak for kommentaren. Ja, der er meget at være taknemmelig for og tilfreds med, så måske er det det, som kommer til udtryk :-)
Nope
25. juli 2006 at 23:23Tja uden at blive stemplet som noget som helst … så synes jeg da, at det er et vidunderligt billede.. Det udtrykker en form for tilfredshed.
Slagt en hellig ko… » Kendskab giver venskab
23. juli 2006 at 16:14[…] Nu er jeg IGEN landet i en værre omgang vrøvl, fordi jeg (igen) ikke magtede at lukke røven og indse min egen intelligens på det rigtige tidspunkt. Jeg burde vide bedre. Og det burde jeg fordi, jeg har været med længe nok. Det handlede sådan set bare om, at det provokerede mig, at Liselotte blev uddsat for en fuldstændig ligegyldig provokerende, potentielt sårende kommentar. Personligt fandt jeg billedet dejligt på alle niveauer. Så skred jeg over på 5-6, hvor jeg kommenterede kommentaren. Og så valgte hun ikke at godkende min kommentar, hvor jeg håber folk med kort uddannelse for at mangle abstraktionsniveau. Min pointe var at vise, at der altid findes en, der er bedre retorisk end en selv, og man på den konto skal vare sig med sine udsagn. Og det skal man fordi: INGEN mennesker er deres blog. Der gemmer sig altid en dybere sandhed, hvor kendskab kan blive venskab. Det kendskab kan man vælge at dyrke med henblik på venskab, eller man kan blive perfid og gøre det til sin mission at genere andre i blogland. Den ville jeg afværge og endte med at gøre det samme selv på grund af 5-6 mangel på dispositioner. KimpoDrama (m.fl.) ender IGEN med at have en god pointe om os kvinder, og han kan grine velfornøjet fra sit blogeksil over vores totale mangel på debatpli og evne til at eksistere på klassiske demokratiske præmisser. Jesus Christ hvor dum kan du blive, Lotte? […]
Liselotte
16. juli 2006 at 00:07Så er jeg såmænd heller ikke brunere Ella. Vi foretrak ture fremfor varmen i solen, for Alexander havde det lidt for varmt i sit plastikkorset, så ud at køre med vinduerne rullet ned… så gik det lige :-)
Ella
15. juli 2006 at 22:38Du ved hvordan jeg har det med lavendler Liselotte :-)
Men kvinder der er SÅ brune, skulle alligevel skamme sig ;-) gu er jeg da misundelig!
Liselotte
15. juli 2006 at 21:13Du kan tro, at jeg snuser, men der var flere… efter endnu en køretur, så jeg blev bestemt ikke snydt denne gang :-)
Lizelotte
15. juli 2006 at 20:31Der er nok lige en der står og indsnuser lavendelduften… den er også bare skøøøøn. Har en tørret en af slagsen liggende i logbogen fra vores tur :o)
fivetosix
15. juli 2006 at 17:58Kraftig dame ;-)