22

Afsted gik det…

Når turen går ned gennem Europa, pakkes der efter alle kunstens regler herhjemme, som jeg også tidligere har beskrevet. Jeg kan med sindsro sige, at der ikke manglede så meget som en stump undervejs, men til gengæld havde jeg, som sædvanligt, pakket med en omhu, som næsten fortjener en indlæggelse.

Afgang

Turen ned gennem Danmark er smuk, men føles næsten irriterende, for man er ikke rigtigt på vej, før man rammer Tyskland ifølge mine unger, så der var jubel, da vi krydsede den dansk-tyske grænse og kørte ned af E45 i retning mod Provence.

Den første pause tog vi i Niedersachen, ved Soltau, mellem Hamborg og Hannover. Rastepladserne i Tyskland er velordnede, rene og med sirlig skiltning, så ingen kommer galt afsted, medmindre man indregner de mennesker, som havde glemt solbrillerne inde på dametoilettet og hende, som under pausen havde tabt den ene sandal ud af bilen og derfor måtte konstatere, at den altså nu lå på en rasteplads ved Soltau.

Der blev drukket kaffe og spist sandwich, der var plads til at strække ben og ikke mindst Alexander, var taknemmelig for en mulighed for at strække ryggen et øjeblik.

Når man nærmer sig Kassel, starter Alperne og det kan mærkes. Der kommer lidt at arbejde med, for en tungtlæsset bus, men vi har heldigvis ingen problemer overhovedet, med at komme gennem dem. Det var andre tider, da vi havde den første bus, som skulle have kunstigt åndedræt, for at gide tage bakkerne og alligevel måtte i krybesporet, hvor vi så os overhalet af lastbiler, men…

Kassel - ufrivillig pauseNu var alt jo ikke lutter idyl. Det er den slags sjældent, så ikke langt efter Alperne var startet, fik vi en ufrivillig pause.

Jeg kørte på det tidspunkt og det gik så vældigt derudaf, men pludselig lød der et højt bip og advarselslampen for bremseskiverne lyste. Den slags er ikke specielt praktisk at mangle i Alperne, så vi endte på en trist rasteplads og slet ikke den med den fantastiske udsigt, som ellers hidtil havde været målet.

Her sad vi så og kiggede lidt rådvilde på hinanden, for bilen var lige kommet fra værkstedet og den helt store feriepudsning, inden vi tog afsted. Den havde desuden været til syn og den slags går næppe uden bremser, men sikre ville vi nu gerne være, inden vi igen skulle ud på stigninger og nedture på op til 8%, men alt derhjemme var jo lukket.

Fredag, tidligt fri og weekend forude gjorde, at det var ganske umuligt at få fat i nogle, så til sidst enedes vi om, at de bremseskiver måtte være nye og fine og så skal livet leves lidt farligt ind imellem, så vi startede bilen igen og kunne så pludselig konstatere, at lampen ikke længere lyste.

Vi kom gennem Alperne uden flere bremseproblemer og inden længe blev det mørkt, ungerne sov og så blev kaffen fundet frem og snakken genlød i kabinen, mens vi åd kilometer efter kilometer ned gennem det sidste stykke af Tyskland. Vi kørte tværs gennem Hessen og bagefter tog vi turen gennem Baden Württemberg, mens børnene sov deres sødeste søvn på bagsædet.

Endelig kunne vi krydse ind over grænsen til Frankrig ved Mulhouse og så var der pludselig ikke langt igen. Natten lå foran os og Kenneth var frisk på at køre nogle timer, så jeg indrettede mig med et tæppe og lagde mig til at sove. Jeg vågnede igen, da han holdt ind på en rasteplads ved Besancon, hvor vi sov yderligere en times tid. Så var det begyndt at lysne og jeg kunne igen køre lidt.

Lyon - RhoneLyon var engang helvede på jorden, for man måtte ind igennem byen, men det er forlængst lavet om og der er nu omfartsveje, som gør det nemt at slippe udenom byen, som har opfostret Zidane, den skallenikkende fodboldspiller, som med ét fik afsluttet sin fodboldkarriere på beskæmmende vis, men det lå stadig mange dage forude.

Man kører langs Rhone, når man skal gennem byen og i det tidlige morgenlys, var den meget smuk. Oppe over bjergene, var solen ved at stå op og omme på bagsædet vågnede børnene langsomt op. Oline spurgte søvndrukkent, om vi var i Frankrig og jublede, da hun hørte, at vi faktisk allerede var et godt stykke sydpå.

Efter morgenmaden og en god lang pause lige syd for Lyon, var vi allesammen klar til at indtage det sidste stykke motorvej, inden vi ramte Provence og forhåbentlig siden hen Callas, med huset og ikke mindst poolen, som stod og ventede.

Vi nåede kun lige syd for Valence, da køen satte ind. Ikke nogen stor overraskelse, da vi næsten altid ender med at holde omkring Valence, som må generere umådelig megen trafik, men heldigvis er det ikke det grimmeste sted, at måtte holde pause på motorvejen.

Godt på vej

Der var udsigt til både lavendel- og solsikkemarker og da vi igen kørte, gik der ikke lang tid før vi kunne både dufte og mærke på luften, at vi var kommet til Provence.

Det sidste stykke af køreturen var et langt, sejt træk, som foregik langs steder, som vi allesammen kunne genkende. Da vi nåede afkørslen, som skulle bringe os ind i baglandet, var der jubel på bagsædet, for ungerne svedte tran, ligesom de voksne også gjorde omme på forsædet, i solen. Der var ikke bare varmt, der var rigtigt varmt.

Turen ind i baglandet kendte vi, for vi skulle kun bo ganske få kilometer fra vores sommerbolig sidste år. Den forløb også uden problemer og der gik ikke lang tid, før vi holdt foran dette års residens, som slet ikke var så ringe endda.

Olines førsteprioritet

Oline kastede kludene og så kan det nok være, at poolen blev indtaget med et glædeshyl. Det havde været en frygtelig varm tur det sidste stykke, så det var hende vel undt, at køle sig i vandet, mens vi begyndte at tømme bilen.

Lidt senere på aftenen blev der endelig tid til, at vi kunne sætte os og nyde, at vi var fremme. Ost og pølse, godt fransk brød og kaffe gjorde det ud for aftensmaden. Det var slet ikke ringe. Slet ikke…

Vi sov godt den følgende nat og næste dag var det endelig tid til, at tage huset og omgivelserne i øjesyn. Der var utroligt smukt. Vi boede helt ude på landet, med udsigt ud over bjergene, marker og olivenlunde, så langt øjet rakte.

Villa Callas

Huset var mere end lækkert og fungerede optimalt for Alexander. Det var naturligvis det første vi måtte konstatere og bagefter lod vi os så overvælde af, hvor dejligt huset og omgivelserne var.

Her fra var det bare, at begynde at nyde… så det gjorde vi.

Du vil sikkert også kunne lide