Overdådig

Kenneth er sendt i byen efter mad. Vi gider ikke kokkerere i dag, hvor de sidste ting skal pakkes efter maden. Vi er godt med, så der er tid til at drysse lidt ind imellem, så det gør jeg.

Jeg tager de sidste runder i haven, inden jeg skal undvære den et par uger. Mange af tingene vil blomstre, mens vi er væk, så jeg smugkigger om der skulle være held ved nogle af tingene, så jeg når at få et kig inden.

Udenfor på gårdspladsen er en klatrerose. Jeg ved ikke hvad den hedder. Den er et levn fra de forrige ejere, men navnet er også inderligt ligegyldigt, for den er helt fantastisk. Den får store, hvide blomster, som dufter helt vidunderligt. Den er helt formidabel til at sætte blomster og også i år er der en overdådighed af knopper, men den når altså ikke at folde én eneste blomst ud inden jeg fortrækker.

De tidligere ejere sagde til os, at den skulle skæres helt til benet hvert år, fordi den ellers hurtigt ville overtage det hele ude foran. Det første år var vi forsigtige med havesaksen. Det er vi ikke mere. Den får skud, som med lethed når en længde af 3 meter, men den har så mange torne, at man hurtigt lærer at holde havehandskerne i ed, når den skal stynes og belært af den første år, har vi lært, at det betaler sig at have mindre at fjerne, når den tid kommer.

Den har været klippet helt i bund, men allerede nu har den omtrent overtaget forsiden af huset, men smuk som den er, får den lov. Jeg håber, at den fortsat blomstrer lidt, når vi vender hjem igen.