Når jeg ser den slags, kan jeg næsten græde. Af sorg over, at mennesket er så småtskårent, ufølsomt og ligeglad med alle andre end sig selv. Så får jeg det, som dengang jeg slog næsen ned i den ternede sommerdug. Ved et uheld. Og det sved og gjorde så ondt, at tårer rendte i to gennemsigtige og uregerlige floder ned af mine kinder.
Når jeg ser den slags, kan jeg næsten ikke finde undskyldning. Jeg får ondskabsbetændelse og lyst til at slå. Hårdt. Og ufølsomt, som en fortravlet lumberjack i de canadiske skove. Flække. Med et smæld.
Når jeg ser den slags, prøver jeg at huske, at der er mindst ét menneske, som har fået alt for fattig opdragelse. Af livet. Og for små sko. Desværre.
Liselotte
28. juni 2006 at 15:16Hovsa – jeg troede, at jeg havde lukket for kommentarer her, men det er åbenbart ikke lykkedes mig.
Tak for din kommentar susling, men jeg skynder mig alligevel at prøve at lukke for yderligere, for det var egentlig bare ment som et “jeg må have luft” – indlæg :-)
susling
28. juni 2006 at 14:31Husk at gi’ en lille i bærret fra mig af…….Sicko og bitter må være den eneste forklaring!