Ha’ fantasien med!

Alexander er kommet hjem fra Danahus, hans aflastning. Det er dejligt. Jeg har savnet ham denne gang, for ferietiden nærmer sig og så bliver det vigtigt for mig, at have ham i nærheden.

Han var tydeligvist glad for at komme hjem, for selvom jeg forsikrede ham om, at vi ikke tog af sted uden ham, var det tilsyneladende ikke nok for ham. Han havde brug for at komme hjem og se, at vi stadig var her og ventede på ham.

Han har haft meget at fortælle denne gang. Jeg har hørt om hans dejlige lørdag sammen med Kasper, en anden ung mand oppe på Danahus og jeg er igen blevet plaget med historien om at nappe damerne i måsen, noget han hygger sig med både at spørge om og at gøre, når chancen byder sig.

Hans kommunikation foregår som sagt gennem en talemaskine, som levner plads til 32 forskellige sætninger eller begreber og det er så hvad vi må klare os med, som det er lige nu.

Han er knaldende dygtig til at bruge talemaskinen og den eneste begrænsning han har, er faktisk omgivelserne, som skal tolke på alt hvad han siger.

Det kræver et enormt kendskab til vores hverdag og rutiner, at kunne tolke alt hvad han siger og det er ofte kilden til hans frustration, at de voksne omkring ham ikke har tilstrækkelig baggrundsviden, men sådan er hans verden skruet sammen lige nu og det forklarer vi ham tålmodigt om og om igen.

Hans talesprog er altså begrænset af omgivelsernes tolkninger, så at snakke med Alexander kræver mere tid end mange har, mig selv inklusive, når hverdagen render stærkt, men det er ferie og det benytter Alexander sig så tydeligt af her til morgen. Han ved, at jeg har tiden, så der skal snakkes.
Som sagt når vi langt omkring og til sidst siger han “Oline”, hvorefter jeg forklarer, at hun sover endnu. Her starter så en længere seance, hvor han gentager “Oline” og “Hund” i en uendelighed, mens jeg desperat forsøger at tolke. Jeg forsøger mig med “Ja, Oline sover sammen med Oskar” og får svaret “Noget andet”, hvorefter vi starter forfra og det varer længe inden det går op for mig, hvad han vil.

“Du vil vække Oline?”, siger jeg og Alexander giver mig et stort og rungende “Ja”, så vi smutter straks ind på værelset, hvor han starter sin “Alexander-Rap”, som familien på Sjælland har skrevet og indsunget til ham. Bagefter råber han “Oline” i en uendelighed, indtil Oline søvndrukkent stikker ansigtet ovenfor dynen. Så griner han, for det hele lykkedes og det er dejligt, når livet former sig, som man gerne vil.

Hvor kan det være svært, at formidle selv de simpleste ting…

Man skal vide, at Oline hver morgen vækkes af Oskar, for nogensinde at få idéen om, at “Oline” og “Hund” skal kobles og blive til ønsket om at vække Oline og man skal have uendelig god tid, så der er ikke noget at sige til, at Alexander ofte frustreres af mennesker, der kører i “for højt gear”. De vil aldrig finde roen til ligeværdig kommunikation, som alle mennesker fortjener.

Alexander gav mig en gave til morgen. Han tvang mig ned i tempo og nu sidder jeg her og nyder det faktum, at vi rent faktisk har ferie og oceaner af tid.