At nyde aftenen kan for så vidt dække over uendeligt mange ting, men denne aften blev det selskabet (mor var her) og Kenneths kulinariske udfoldelser, som foreløbig holder guldet.
Speltbrød, hvidløgsstegte kæmperejer, hjemmelavet guacemole, honningmarineret laks med en lun pastasalat med alverdens lækre grøntsager i. Vi spiste, så vi burde revne.
Her til en lækker salat og Aioli, som kaldte tårer frem, så nu kan jeg ikke klemme så meget, som den mindste bid mere ned og det er nok godt det samme, for der er vist absolut heller ikke behov for mere.
Nogle kunne tro, at jeg kun spiser så indbydende mad ved sjældne lejligheder. Andre vil vide, at det er sådan hver dag, hvorfor mine hofter er rigeligt brede. Kenneth er utroligt dygtig til at lave mad, men den stopper ikke der. Han serverer den altid med sans for æstetikken, så det ikke alene bliver en oplevelse for smagsløgene, men bestemt også for øjnene.
Jeg burde vel snart fyre ham, så hofterne igen kunne blive lidt smalle. På den anden side, så er der så ufatteligt mange andre kvaliteter ved manden, at det ville være rigtigt dumt, at smide guld på gaden, fordi man ikke selv ejer mådehold.
Jeg må vist i træningslejr. Der er noget, der hedder “Nej tak, ikke til mig, tak”.
17 kommentarer
Julie
27. juni 2006 at 17:00Mums, for et måltid! Gudskelov er jeg også velsignet med en madglad mand, som også “pynter af” før servering.
Vedrørende Aioli, så er det slet ikke så svært at få til at lykkes: man tager en stavblender og sætter ned i dressingen, som kun mangler olie. Så tilsættes olien i en omgang, og så blender man mayonnaisen med blenderen stående på bunden, og linder kun en ganske lille smule på stavblender i ny og næ. Dermed piskes olien langsomt ind, og mayonnaisen skiller ikke! Jeg er bestemt ikke en habil madlaverske, men aioli har jeg lavet med stor succes flere gange, så det kan lade sig gøre ;-)
Liselotte
27. juni 2006 at 09:04Nej, lad dem om det, de er så gode til ;-)
Susan
27. juni 2006 at 09:01Ihh sådan er min mand også – improviserende.
Han HAR prøvet at lære mig det, men det går ikke så godt ;-)
Liselotte
27. juni 2006 at 08:54Det er sprødstegt Chorizo Susan, så du har ganske ret :-)
Faktisk er speltbrødet købt, for jeg gad ikke (fy, skam mig) bage i går ;-)
Maria – det er ganske og aldeles håbløst at ryste opskrifter ud af den mand. Der er mange, som hidtil har prøvet, men han improviserer hver gang, så det… :-)
Susan
27. juni 2006 at 03:48Hvor ser det bare lækkert ud. Jeg kan godt forstå at det er svært at sige nej – kan du ikke øve dig på at sige “kun lidt” istedet for at sige nej, det må da hjælpe bare en lille smule :-)
Jeg blev helt inspireret. Det der ligger øverst på tomat og ost er det ikke Chorizo (eller hvordan det nu staves)?
Her i huset er det også manden der har madtalentet, han har desværre ikke tiden i øjeblikket – han er også god til at servere det smukt.
Jeg vil nu gerne have opskriften på speltbrødet – det må være dig Liselotte :-)
Maria
27. juni 2006 at 01:08Liselotte – hvad saa med lige at overlade computer pladsen i et par minutter til den fantastiske Kenneth, saa han kan dele opskrifter paa honning marineret laks og den der salat der har noget spaendende liggende oeverst i den fine stak – eller agere sekretaer for ham????? Hva hva??? -jeg saaaaaaavler! (ioevrigt har din ‘gammeldags’ rababer kage vaeret et kaempe hit her i huset, idag skal jeg afproeve italiensk breod)
Therese – man kan godt ‘samle’ en skilt mayo igen, hvis man starter forfra med aeg/salt/eddike og tilsaetter den masse der skilte.
Liselotte
26. juni 2006 at 22:50Han har det i hvert fald Karin, det er sikkert! Ja, jeg skal altså heller ikke klage det mindste, for det er virkelig lækker mad han laver, men hold op hvor det er svært at sige nej så… *suk*
Karin
26. juni 2006 at 22:46Hmm, hvor lækkert! Det betaler vi andre mængder af penge for at få på restaurant… Skønt med sådan et madtalent.
Her hjemme er det manden der kærligt tager sig af gærdejen, mens jeg laver maden og kagerne… Jeg elsker det (som regel;-) men ejer vist ikke Kennets store talent. Måske er det fordi han selv har det endnu…. ;-)
Liselotte
26. juni 2006 at 22:38Therese – det kræver store mængder is i maven, at røre Aioli ;-)
Liselotte
26. juni 2006 at 22:37Jeg fyrer ham ALDRIG :-)
Johanna
26. juni 2006 at 22:30Det ser bare vanvittig lækkert ud.. ham kan du ikke fyre :-)
Marian
26. juni 2006 at 22:28Det ser utroligt lækkert ud – kan næsten smage hvor godt det smager.
Therese
26. juni 2006 at 22:26Åhhh hvor ser det lækkert ud!!! Aioli! Dét har jeg aldrig fået til at lykkedes. Sidste gang var det først efter sidste dråbe olivenolie at det hele skillede. Og det var altså en STOR portion. ØV.
Linda
26. juni 2006 at 22:09Jeg læser din blog næsten hver dag og med glæde. Jeg har altid tænkt – bare det var mig der kunne tåle alt det gode mad og bagværk. Det ser så flot ud. Men rart at høre at du også skal passe lidt på. Så er der da lidt retfærdighed til. Og nej du skal ikke smide guld på gade, der findes ikke så mange af slagsen.
Grith N
26. juni 2006 at 21:55der er altså overhovedet IK’ noget i vejen med at være bredbaget !! :-D
Liselotte
26. juni 2006 at 21:54Det var utroligt lækkert og ja, det er da SKØNT at have en mand, som elsker at lave mad. Jeg vil hellere bage og sylte ;-)
Julie
26. juni 2006 at 21:51Åhhh … hvor ser det bare lækkert ud – og hvor er du heldig at have en mand med den slags talenter!