It’s a no-go

Noget har da gavn af alt det vand, som himlen vælter ned over os for øjeblikket. Mine tobaksplanter, som er en foræring fra Ella, vokser som var de betalt for det for øjeblikket.

Jeg rejser som bekendt snart. Disse planter har efterhånden nået en størrelse, så de ikke er i fare for mors trang til at luge, men jeg har også selv sået Kniplingsblomst, som fortsat er noget skravl. Inden jeg rejser, er det nødvendigt med en gennemgang af bedet, for mor luger med hård og ubarmhjertig hånd. Det er akkurat, som når hun ser mosegrisene. Der er ingen nåde.

Mosegrisene underminerer i perioder haven. De graver tuneller, kravler ind overalt og elsker planterødder, så sidste sommer, da de virkelig var på visit i hobetal, blev mor så gal, så hun stillede sig op ved hullerne, hvor hun vidste, at de ville kigge ovenud. Der stod hun så, med spaden hævet, og ventede på, at de stakkels mosegrise trak luft. Når de gjorde, knaldede hun dem en med spaden med det resultat, at hun havde gennemført en mellemstor massakre på matriklen, da vi returnerede fra ferien.

Jeg var rystet. Mest af alt over hendes koldblodige raseri, som ellers slet ikke ligner hende, men denne gang var de altså gået for vidt og når den slags bemægtiger hende, er alt uønsket i akut livsfare. Det gælder også mine kniplingsblomster, hvis jeg ikke inden får forklaret hende, at de små stakler ikke er ukrudt, men smukke blomster i gang med at vokse sig store og fantastiske.