En dejlig dag…

Der måtte ske noget. Jeg trængte til luft og en anden udsigt, så jeg fik lokket familien med på tur. Ikke ud i ukendt land, for jeg længtes efter noget helt bestemt, så vi kørte nordpå.

Da vi nåede Løkken, gjorde vi holdt. Vi tog en slentretur gennem byen, mens Oskar nød, at der ikke var flere turister, end han kunne færdes uden hele tiden at skulle springe for sit liv. Han fik masser af klap, lidt af Olines isvaffel, som dryppede og til sidst, da han var blevet træt og varm, et hvil i skyggen udenfor Løkken Fiskerestaurant, hvor vi indtog det der vist ender med at gøre det ud for aftensmad.

Vi fik dejlig mad og sad med udsigt til byens hovedstrøg, så der var masser at kigge på, mens vi hyggede os med maden og hinanden. Oline var svært tilfreds med sine fiskefrikadeller, som vist sjældent er smagt bedre.

Efter frokosten, satte vi kursen ned mod den anden ende af byen. Vi passerede bageren på Søndergade og Oline fik, for gud ved hvilken gang, historien om alle de berlinerpfankuchen Jette og jeg spiste en sommer, hvor vi holdt ferie nede i Norgesgade nummer 15.

Vi smuttede op gennem Vittrupsvej og bad bageren finde de bedste 4, som altid var lune endnu. De var som regel fortæret, inden vi nåede ned på Norgesvej igen. Uhm, hvor de smagte og i dag fatter jeg ikke, at jeg kunne…

Nede på Vittrupsvej ligger stadig det absolut bedste og hyggeligste drivhus jeg nogensinde har set, så vi måtte lige kigge indenfor og som altid, står tomatplanterne tætte og sunde på snorlige rækker derinde. Jeg nåede at fortælle Oline om somre så lange som år og følelsen af, at alting varer evigt, når man er barn. Sådan skal det være.

Lige så ringe vejret havde været herhjemme, lige så godt var det i Løkken, hvor der på det nærmeste var vindstille. Vi endte turen nede på stranden, ved mit elskede Vesterhav, helt som vi plejer. Alle badehusene står på snorlige rækker, nymalede og godt i gang med at indtage denne sæson.

Vi smed straks skoene og stak tæerne i det lune sand, som føltes pragtfuldt mellem tæerne. Inden længe havde vi mærket på havet, som også var dejligt lunt. En badetur var fristende, men vi orkede ikke, at vi bagefter skulle lufttørre, så det blev ved fantasien og lidt vandpjaskeri i strandkanten, men det er også langt at foretrække fremfor ingenting.

Oskar løb endnu en gang og halsede af de umulige bølger, som først kom farende truende imod ham, for så at fortryde og trække sig lige så hurtigt tilbage. Han kommer aldrig til at fatte konceptet, men det gør ingenting, for han hygger sig så tydeligt med at sende kaskader af arrigskab ud over Vesterhavet, som sikkert kan bære det.

Hjemme igen opdagede vi, at det også i mellemtiden var blevet sommer her. Fjorden var blikstille og det er sjælden kost, så vi måtte lige ned at beundre det, inden vi kørte de sidste par kilometer hjem på matriklen, hvor vi nu har tænkt os at lave lige præcis ingenting, men sikke en skøn dag.