2

Hvor blev tiden af?

Hmm… jeg glemte vist, at det var fridag og har nu siddet hele dagen og arbejdet. Arbejde er en fornøjelse, når man får lejlighed til at drømme sig til Indien og drømmene følges med de smukkeste billeder, man kan tænke sig.

Jeg arbejder fortsat på Sørens fotobog om Indien, som er en stor mundfuld, men ikke desto mindre en udsøgt fornøjelse. Med de fotos er arbejdet en drøm, så skidt med om dagen forsvandt mellem fingrene på mig.

Jeg nåede lige udenfor et par gange, men det er godtnok ved at være timer siden. Lige nu skinner solen, men ellers har der nu heller ikke været meget at komme efter derude. Det skulle da lige være krydderurterne.

Og de blomstrer

Timianen blomstrer og at stikke hænderne i  citrontimian er en oplevelse, som er værd at bukke sig for. Duften er stærk og holder længe på hænderne. Det er en af mine yndlinge.

Salvien blomstrer også og ved siden af står ananasmynten med sine farvede blade. Der er ingen blomster, men til gengæld gør purløg den selskab og den blomstrer som bekendt. Ananasmynte og citronmelisse krammet i en forsigtig hånd og derefter smidt i bunden af en af mine lerkander, som fyldes med vand og ryger i køleskabet, er en af de bedste sommerdrikke der findes.

Lupinerne har fået hår og snart skal de under saksen. Altså de sidste af dem, inden de alle får fred indtil næste blomstring. Jeg plejer at kunne lokke dem endnu en gang, men lad os se. Nu er det vist tid til at holde fri, sådan for alvor.

Du vil sikkert også kunne lide