Rakkergyden

Et lidet flatterende navn, Rakkergyden, men sådan hed den altså, indtil den endte som Grønnegangen, en underlig, lille og smal gade inde midt i Aalborg Centrum, lige overfor Aalborg Teater.

Her har jeg trådt lidt af mine barnesko, men kun på kortere ophold. Farmor og farfar købte i 60’erne en af ejendommene derinde. Lejlighederne blev lejet ud, med undtagelse af de to på første sal, som blev slået sammen og derefter fungerede som mine bedsteforældres hjem igennem nogle år.

I dag er ejendommene renoveret og formentlig ganske attraktive, for de ligger både centralt og alligevel i næsten absolut stilhed.

På højre side ligger Villa Rosa, som er bygget i 1873, som æresbolig for Bisp Peder Chr. Kierkegaard (ja, bror til den berømte Søren). I dag er huset omdannet til et lille hotel med 3 lejligheder og 3 dobbeltværelser, som allesammen er indrettet i gammel engelsk stil.

Som sagt har jeg opholdt mig derinde med jævne mellemrum, som barn, men det hjalp ikke spor på hukommelsen, da jeg skulle bestemme mig for om det var i nummer 3 eller nummer 5.

Begge huse kan prale af nogle af Aalborgs fineste, dekorerede døre og de hjalp til gengæld på hukommelsen.

Umiddelbart var der ikke den store forskel på dem. De er begge dekorerede med fint forarbejdede relieffer, men de lignede hinanden, bortset fra farven.

Jeg startede med at åbne døren ind til nummer 3 og fik et kig ind i en opgang, som ikke vækkede anden genklang end den de fleste opgange kan præstere.

Jeg nåede at tænke, at det sagtens kunne være der, men jeg huskede intet, da jeg kiggede derind. Til gengæld skete der noget forunderligt, da jeg fik et kig ind i nummer 5.

I samme øjeblik, som jeg åbnede døren, var jeg tilbage til min barndoms søndage, når vi skulle på visit til frokost og kaffe.

Når hoveddøren lukkes op åbenbares en lang gang, som går på tværs af hele huset. Den ender omme i baggården, men halvvejs er en dør på højre hånd, som fører direkte ind til selve trappeopgangen.

Jeg gik ikke indenfor, men det behøvedes heller ikke. Jeg var tilbage og huskede pludselig magien der var forbundet med en anderledes indgang, som tydeligvis havde gjort et stort indtryk dengang.

Jeg kunne næsten lugte flæskestegen og smage buddingen med frugtsauce. Jeg huskede de blå glas, som Annemette og jeg altid fik serveret mælk i, når vi alle sad bænkede ved søndagsfrokosten.

Jeg huskede hvordan de voksne nægtede at tro på, at mælken smagte underligt i samme øjeblik, som den ramte bunden af de blå glas og jeg huskede, hvordan de til sidst smagte på det og måtte give os ret. Herefter var det citronvand, som endte i dem og det var vi ikke utilfredse med.

Jeg huskede også, at det var i den periode Annemette bed glassene i stykker. Hun knuste dem mellem fortænderne og der var stor opstandelse hver gang det skete. Pludselig sad hun og spyttede glasskår ud og endnu et glas var gået til de evige jagtmarker.

Jeg husker til gengæld ikke hvornår den stoppede igen, denne trang til at bide glassene i stykker. Det gjorde den bare, men i de år kostede hun glas nok til et større middagsselskab. Gad vide hvorfor.