Mens Oline klovner i de sidste solstråler, er vi andre ved at indrette os på humane temperaturer. Det var lige rigeligt, da termometeret viste 34 grader – i skyggen. Nu er der kun 23 grader og alle kan trække vejret igen.
Alexander var i narkose i morges og formiddagen har været lang, når man er mor på arbejde, men heldigvis indløb der omkring frokosttid bulletiner om, at det var gået godt. Så kunne jeg igen koncentrere mig 100% om det, jeg var i gang med.
Han har været lang tid om at komme ovenpå, men måske varmen også har en del af skylden. I hvert fald er han frisk nu og sveder akkurat lige så meget, som vi andre, så vi er rolige igen. Hans temperaturregulering slår knuder, når han ikke er på toppen, så et sikkert tegn på narkosen er væk, er faktisk, at han har det varmt. Staklen sveder og moderen er glad igen. Alt er ved det gamle.
Aftenen er næste forbi og forude venter endnu en lummer dag, men pokker stå i om jeg vil klage. Det er skønt med sommer :-)
10 kommentarer
Liselotte
14. juni 2006 at 08:43Selv tak Kim :-)
Kim
14. juni 2006 at 05:35Jeg regnede med at du også fik de dårlige dage. Vi er vel alle menneskeligt–det var mere om når det så begynder at farve livet i det hel taget. Tak for din betænksom svar. Nogen gang hjæper det bare at høre hvad andre gører.
Liselotte
13. juni 2006 at 17:05Ja, selvfølgelig gider jeg snakke om det Kim, men jeg tror det er delvist medfødt og delvist tillært. Jeg er født med et lyst sind og masser af gå-på-mod og alene det gør mange ting meget nemmere at bære.
Det tillærte, som jeg kalder det, er en beslutning om konstant, at minde mig selv om, at der er så uendelig meget her i livet, som er fantastisk og derfor værd at være taknemmelig for.
Alexanders skrøbelighed har lært mig, at der ikke er ret meget man kan tillade sig at tage for givet, men uendelig meget man kan glædes over. Hvis man er i stand til at huske det, er størstedelen af livet en gave, men selvfølgelig har jeg tidspunkter, hvor verden også vælter for mig.
Når det sker, har jeg det akkurat lige så frygteligt, som alle andre mennesker har det. Så græder jeg. Skælder ud. Mistrives og er i det hele taget ked af det OG stresset, men fordi jeg er født optimist, varer det aldrig længe, før jeg har fået øje på en eller anden ting, som kan vende hele situationen.
At holde fast i, at livet for den overvejende del, er en herlig rejse, hjælper mig også i de stunder, hvor det hele bliver vanskeligt, men selvfølgelig er jeg også ked af det, frustreret og skrøbelig i perioder.
Det jeg gør bevidst er, at jeg hver morgen husker at fortælle mig selv, at livet ikke er let, men det er fantastisk og hvor banalt det end lyder, så tror jeg på, at det virker. Positiv selvsuggestion så at sige, men virker skidtet, skal jeg gerne forføre mig selv hver eneste morgen :-)
Kim
13. juni 2006 at 08:04Hvordan kan du klar det, Liselotte? At være mor eller far til et multihandicappede barn er kendte til at være enormt svær især mht. stress. Jeg har faktisk læst om nogen der ville undersøge stress og fandt så kvinder med handicappede børne fordi de vidste hvor stresset situationen var.
At have livsfare i tankerne så tit…Hvordan kommer du udenom bekymringerne når sagen er så vigtigt? Er det noget du tænker på, noget du gører bevidst for at kunne klar stresset? Jeg har nemlig selv svære ved det især når det er noget alvorligt. Så kan man bare ikke tænke på andet. Du virker somom du er stor set tilfreds med livet, familien og situationen, når du kunne være bange, bekymret og generalt stresset i sted for. Gider du godt snakke lidt om det?
Liselotte
12. juni 2006 at 23:45Mandjago – det går jo fint med det danske. Det har du bestemt ikke glemt :-)
Liselotte
12. juni 2006 at 23:44Alexander skulle have lavet et par huller hos tandlægen. Andet var det såmænd ikke, men når man er spastisk, er det umuligt selv at styre mund- og kæbemuskulaturen og det duer jo ikke at bide fingrene af dentisten, så det… ;-)
mandjago
12. juni 2006 at 22:51Hej da, I love to read your dealy bred..(the pictures are my favourites)..my Danmark time is now more than 10 years ago and sometimes I doubt how much Danish I still speak…Well reading your blog makes me confident ..over at jeg ikke har glemt det hele…nogen gange naar jeg bliver alt for Danmark-syge, drömmer jeg om det fantastiske Aeblekage I used to eat, but your recept for kanelkagen sound so delicious to me….I’m going to try it out….
Indtil videre ha’ det godt og tusind tak for at give mig en lille smule “gammelstider-fölselsen” :)
regitze
12. juni 2006 at 22:43de varmeste hilsener til jer allesammen. jeg lover, at de ikke bringer temperaturen yderligere i vejret.
(jøsses for en graciøs ung dame, man lige skimtede der)!
Frederikke
12. juni 2006 at 22:35Godt at alt er vel igen.
Ella
12. juni 2006 at 22:32Altså Liselotte, hvad skulle han have lavet, siden han skulle i narkose, er der noget jeg har overset? – men godt at han er på denne side af det :-)
Var der 35 grader? – så tror da pokker, at jeg syntes det var varmt som sydpå ;-)