Det kommer aldrig belejligt, men til gengæld alt for ofte. Jeg snakker om tidspunktet for nedbrud af husets vaskeaggregat, som endnu en gang har besluttet sig for at strejke.
Nød lærer nøgen kvinde at spinde og heldigvis er jeg i besiddelse af en zinkbalje på størrelse med et mindre badekar. Deri er nu hældt rigeligt med sæbe og derefter er alle Alexanders spisestykker smidt deri. Der må de så ligge en rum tid i håbet om, at de ender med at være rene.
Uden knofedt går det ikke, så jeg belaver mig på at ende med vaskekonehænder, inden jeg senere i dag kan rende afsted på aftenarbejde.
Imens kan det mødrende ophav, på begge sider, så nyde sol og skygge, som det passer dem. Der er over 30 grader på terrassen, så det kræver mere stamina end jeg kan opretholde, at opholde sig udenfor.
Sneglene kravler i skyggen og jeg gør ligeså, for jeg kan ikke holde den varme ud, medmindre der er vand jeg kan plaske i. Det er der ikke her, så i stedet nøjes jeg med skyggen og rigeligt at drikke, mens jeg hygger med Alexander, som er enig i, at uden sol går det bedst.
Min dronningebusk har ladet et par blomster åbenbare, så det varer ikke længe inden terrassen er indhyldet i en kæmpestor, lyserød sky. Det er i orden med mig.
2 kommentarer
Liselotte
12. juni 2006 at 21:05Ja, de har det dejligt :-)
De hyggede sig en hel dag sammen og var slet ikke utilfredse :-)
lucie
12. juni 2006 at 19:05Sommer, sommer, sommer – jeg ka godt li alle dine bilder. Men spesielt godt ka jeg li de to damer som sitter så symetrisk foran dine vinduer med bordet mellom seg. Det ser ut som om de hygger seg stort i solvarmen.