Min yndlingsplet

Med gæst i huset, er det begrænset med stillestunder. Det er i forvejen svært at finde steder, hvor man ikke bliver konfronteret med virkeligheden som “Jeg kan ikke finde mine bukser, hvor ligger de?” eller “Har du set mine nøgler?”, men så er det godt at stå tidligt op.

Det er godt at vågne inden resten af familien får øjne, lave en kop kaffe og hælde de varme dråber i en kop, sammen med mælk og en teskefuld af den gode brune sukker. Åbne terrassedøren stille og liste henover de endnu dugvåde brædder, ned på fliserne og videre ud i verden. Jeg ved altid, hvor jeg skal hen. Jeg skal ned på fars bænk.

Han lavede den lille bænk for efterhånden mange år siden og køn er den vel ikke længere, men det gør ingenting. Den opfylder alle de krav, man kan have til den slags og mere til. Den tilbyder en siddeplads og endda med en udsigt, som er mere end god for morgenøjne.

Når jeg sidder på bænken, kan jeg se ud over det meste af haven. Den står med ryggen til væksthuset og på væggen ved siden af bænken, hænger mejsekassen, som er fyldt med unger lige nu. Jeg kan stille sidde og iagttage mejsen, som ligger i fast rutefart mellem havens rigdom og forslugne unger.

Mens jeg drikker min kaffe, kan jeg tænke tanker eller lade være. Jeg kan trække vejret helt ned i maven og lade stå til eller jeg kan lukke overvejelser ind, som ofte finder deres egne veje og ender med løsninger, som gør mig lettere til mode, når jeg igen rejser mig, for at indtage verden.

Jeg kan stille mindes far og alt det sjov vi havde sammen, mens jeg nyder, at jeg stadig har hans bænk at sidde på. Jeg kan indtage verden i mit eget tempo og derfor er det hjørne mit absolut bedste sted i haven.

Det er mit. Helt alene får jeg lov til at sidde dernede, fordi resten af min familie alle er syvsovere, men nu er både dagen og familien forlængst vågnet, så der er liv og glade dage, som jeg forlader lige om lidt for at tage på arbejde. Jeg ser dem igen i aften og måske min bænk i morgen tidligt.