Så blev der endnu en gang tændt bål og det endda et ordentligt et af slagsen. Alexander kunne ikke få det stort nok, så vi overdrev en smule til at starte med, men holdt fornuftig afstand indtil det var tilforladeligt..
Oline og veninden hyggede sig hele den lange eftermiddag, hvor de fik lov til at være alene omkring bålet, mens vi i sikker afstand iagttog, at de opførte sig fornuftigt. De grillede pølser, marshmellows og til sidst vist også en mælkebøtte eller to.
Imens brugte vi tiden på at hygge med Alexander, så det var en fin byttehandel. Vi fik snakket, leget og Oskar nød, at han ind imellem kunne snige sig til en lur inde under kørestolen, hvor der heldigvis var skygge.
Kvæden blomstrer nu, sammen med hvidtjørnen, som endelig er der. Katanjerne har stadig lys og syrener er der til overflod. Der er masser at kigge på i haven, som denne eftermiddag fik en kærlig omgang med hakkejernet og ellers bare gav plads til at nyde solen og det gode vejr.
Endnu et par bundter syrener har fundet vej indenfor, hvor vi lige er blevet færdige med at spise. Jeg skyndte mig under bruseren og det eneste jeg nu har lyst til er, at drikke en kop kaffe inde på sengen, i aftensolen for herefter at falde omkuld og lade alt stå lige til i morgen, hvor endnu en dag venter.
Jeg er brugt op…
10 kommentarer
Liselotte
6. juni 2006 at 07:01Der er endnu intet at se på mirabellen Farmer, så jeg ved snart ikke… måske den også skal ryge en tur på bålet ;-)
Farmer
6. juni 2006 at 00:14Ja, kvæden, den rigtige, blomstrer nu. Jeg var lige omme og kikke til min i dag. Flot blomst du fandt til foto. Vore er lidt skadede af det regnfulde og kølige vejr.
Ja, ja. NU blomstrer hvidtjørnen. Hængende i hvide klaser. Hvilken overflod.
Har du checket, om din mirabel bærer frugt i år?
Vores Kirchesblomme snyder igen i år. Til efteråret bliver det optændingsbrænde. Færdig!
Lene
5. juni 2006 at 22:52Det link vil jeg straks tjekke ud. Barnet herhjemme er rimelig let at stille tilfreds, det er straks værre med moderens madpakke.. ;-)
Liselotte
5. juni 2006 at 21:37Tak for dit indspark Lone – lad os endelig få nogle forslag på banen, for det kræver mere end hår på brystet, at stå model til de daglige madpakker ;-)
Lone
5. juni 2006 at 21:35Ja hvem kender ikke til det daglige mareridt med madpakkerne. Jeg gør det, at jeg ind imellem bager en stor stak små pizzaer med ungens yndlingsfyld. De ryger i fryseren. Om aftenen tager man et par stykker op, pakker dem ind og lægger et stykke agurk/frugt/ost eller whatever ved sammen med en brik juice. Datteren synes denne madpakke er super. Moderen slipper nogenlunde nemt om ved det – bortset fra den dag, hvor alle pizzaerne skal bages.
Nigella Lawsons små lækre “pigs in blankets” egner sig også fortrinligt til kræsne børns madpakker.
Liselotte
5. juni 2006 at 21:06Therese – det var alletiders slutning på pinsen:-)
Lene – engang var mit absolut største problem, at finde på idéer til Olines madpakker. Det var omtrent helvede på jorden, for ligegyldigt hvad jeg prøvede med, duede det ikke – men jeg fandt alligevel nogle idéer rundt omkring.
En af de bedre var Madpakkeservice, som tilbyder tilmelding til ugentlige madpakketips – jeg tror de kom om fredagen. Jeg brugte ikke alle idéerne, men de kunne ofte inspirere mig lidt.
Det hjalp så desværre ikke på barnets tilfredshed med madpakken, men grumme meget på min samvittighed, som efterhånden var temmelig flosset efter måneder med rugbrød med pålægschokolade og (Uaddrkkk) kødpølse, som var det eneste barnet ville spise ;-)
Måske er det noget for dig/jer? Det koster jo ikke noget at prøve :-)
Lene
5. juni 2006 at 20:43LiseLotte, du “mit” orakel ud i mad… :-)Kan du henvise til et sted og eller en kogebog med opskrifter/ideer til madpakker og frokoster?
Smil fra Lene
Therese
5. juni 2006 at 20:42Uhh. jeg kan dufte dine blomstrende buske og det brændende bål! Det ser lækkert ud, og Alexander fik da vist et dejligt stort bål!
Skøn slut på pimsen hva?
Liselotte
5. juni 2006 at 20:40Åh ja Ella… jeg skal bare lige tage mig sammen :-)
Ella
5. juni 2006 at 20:38Sol, vind og masser af snak over bålet trætter, så det er da godt at du har en dejlig seng at krybe i Liselotte :-)