Det var min far, som ringede fra Aalborg og nærmest råbte ned i telefonrøret, at jeg bare måtte komme på fredag. Jeg ville forelske mig på stedet og så vidste han, at han igen havde mig indenfor rækkevidde.
???Du skal bare se det, så er du solgt. Du bliver vild med det!???, sagde han og han havde jo ret. Jeg husker endnu den dag vi kørte ned ad vejen og vantro stirrede på idyllen, som mødte os allernederst på den stille villavej.
En smuk, rødmalet gård med buede ruder og klatreroser i fuldt flor, men allerbedst en kæmpestor elm midt på gårdspladsen. Den bredte sin saftiggrønne krone ud over omtrent hele gården og indhyllede det hele i et sommerskær så smukt, så han fik ret. Jeg var forelsket og forlod faktisk ikke stedet uden at have aftalt med sælger, at det skulle blive mit.
For 5 år siden var elmen så medtaget af elmesyge, at det ikke længere var forsvarligt at lade den blive stående. Den blev fældet og jeg græd, for jeg elskede den elm. Gårdspladsen blev pludselig frygteligt tom og jeg måtte have en erstatning, men det er kun ganske få træer, som vokser tilstrækkeligt hurtigt til at give mig en erstatning i min levetid.
Nederst i haven fandt vi en lille kastanje, som var spiret. Kastanjer vokser hurtigt og bliver til store, smukke og harmoniske træer.
Jeg syntes, at det kunne være fint at sætte en aflægger fra et af de træer, som i forvejen er nede i haven, så Kenneth gravede sig ned gennem elmens store, gamle rødder og fik skabt plads til den lille kastanje, som med kærlighed og gode ønsker blev forsigtigt lempet ned i hullet.
Siden plantede vi små buksbomaflæggere og jeg vandede og nussede mit lille kastanjetræ, som heldigvis så ud til at trives på trods af ret trange vokseforhold. Efter en tid kunne det klare sig selv og nu, fem år efter, er det faktisk ved at være så voksent, så det skal kaldes et træ. Jeg opdagede det for et øjeblik siden, da jeg kom hjem.
Jeg har fået et kastanjetræ på min gårdsplads
10 kommentarer
Liselotte
20. maj 2006 at 08:30Jeg ved skam godt, at det ikke var for at forklejne :-)
Ja, syrenerne elsker jeg også og det er lige om lidt :-)
Fr. Møller
20. maj 2006 at 00:37Det var så ikke for at forklejne din kastanje. Jeg kom bare lige spontant til at savne min bøg. Havde i øvrigt også kastanjetræer i haven. To, der faktisk stod for tæt, men jeg er et fjols, der ikke kunne nænne at fælde det ene, så det andet fik mere plads. Så de fik lov at vokse side om side – det så de i grunden ud til at have det ret godt med.
Akja, jeg nåede også at sætte syrenhegn om hele haven. Hvis det har fået lov at leve, må det være skidesmukt nu. Tyve år gammelt. Hm – det er ligestraks luftetid – jeg stopper diskret saksen i lommen. For der er stadig det her ubeboede hus et par gader væk, hvor syrenerne vælder ud over fortovet. Man kan faktisk sige, at det er en god gerning, om jeg studser dem lidt ;-). Og selv om de holder så alt for kort indendøre, er og bliver de mine yndlingsblomster. Uhm, den duft altså!
Kimporator
19. maj 2006 at 18:04Fr Møller, De har fyldt Google og verden med injurierende påstande om mig. De bedes komme med undskyldning der kan høres og ses tilsvarende. Nettet er ikke en legeplads uden regler.
Liselotte
19. maj 2006 at 17:39Jeg væbner mig med tålmodighed fr. Møller, så lykkes det vel også her med et stort træ engang ;-)
Fr. Møller
19. maj 2006 at 17:30Min gamle adresse hed Bøgestien. En lille blind vej med fire huse. Som klart havde fået sit navn fra mit træ. En bøg så stor, at selv om vi var to om at prøve, kunne vi ikke nå om den. Jeg elskede den! Den var flere hundrede år gammel, næsten 80 meter høj og hørte slet ikke hjemme i en villahave. Men hvor var den smuk! Jeg savner ikke Als, men jeg savner min bøg hvert eneste forår. At siddde op ad stammen med et krus kaffe i den ene hånd og en kat i den anden. Kigge op i det næsten uendelige lysegrønne løvhang. Jo, der var på mange måder højt til loftet.
Liselotte
19. maj 2006 at 17:04Jeg ville blive oprigtigt bekymret, hvis Karl Stegger pludselig betrådte min gårdsplads Hanne ;-)
Hanne
19. maj 2006 at 17:00Ren Morten Korch idyl!
Jeg venter bare på, at Karl Stegger ( jo, jeg er fra den årgang der elskede gamle danske film som barn!) kigger ud af døren med sit store glade grin – og Ghita Nørby kommer springende med en æggekurv og tørklæde om håret!
Hvorfor føler man sig lige pludselig gammel?
Liselotte
19. maj 2006 at 16:39Ja, du har ret Ella – den ligner det man tegnede som barn :-)
Anne – buksbommene er kun 5 år og var ikke større end en gren omtrent, da vi satte dem. De vokser med lynets hast, der hvor de står. Nogle af dem er faktisk endnu yngre, for når vi mangler lidt, klipper Kenneth en gren eller to og stikker i jorden, hvor den straks begynder at vokse :-)
Anne Stange
19. maj 2006 at 16:36Idyl så det basker!!
Er de buksbomplanter kun 5 år??? Så er der da håb for mine “dværge”, der er sat rundt om det hvide staudebed…
Ella
19. maj 2006 at 16:11I bor en helt fantastisk sted – det er ikke til at forstå, at der findes sådan en oase lige midt i et tætbygget villakvarter.
Og gårdspladsen. Den ligner fuldstændig de idylliske tegninger, jeg lavede som barn, der mangler kun vandpumpen. Jeres kastanjetræ passer bare så godt til huset.
Smukt Liselotte :-)