0

I morgen, når det regner…

Så bliver verden ikke meget smukkere. Alle kirsebærrene blomstrer og det hele grønnes hastigt. Eftermiddagen er tilbragt udenfor i luften, for der er rygter i omløb om regn i den kommende uge. Det er med at nyde.

Kirsebærblomst

Nederst i haven står æbletræerne på spring, men blomsterne folder sig ikke helt ud før i morgen, hvor jeg til gengæld er temmelig sikker på, at hele haven vil lyse af blomster. Mine 20 dahliaer står i snorlige rækker, der er sået salat og både hindbær og brombær trives.

Vi har hentet lammebov i fryseren og der er tændt op under grillen. Hele verden dufter frisk og på tørresnoren hænger de sidste rester af denne uges vask. Det er tørt om lidt.

Jeg kan ikke komme i tanke om andre steder på denne klode, som lige nu ville være skønnere end denne plet og det er ikke skidt, selvom det gør det vanskeligt at bidrage til Uffes nystartede meme. Måske senere eller i morgen, når det regner…

Du vil sikkert også kunne lide