Med lidt god vilje og de milde briller på, bliver byen næsten helt storbyagtig med den havnefront. Der er næsten noget New York over den, set fra dette perspektiv, men man skal ikke lade sig narre, for det er industri stort set alt sammen.
På vej nordenfjords kan man være heldig at få foræret en pause med indlagt god udsigt og jeg trak det rigtige lod i lotteriet om bro oppe eller bro nede. Jeg fik 5 minutter forærende midt på Limfjordsbroen, hvis adfærd nu begynder at bære præg af foråret.
Broklapperne går op med rystelser, som forplanter sig til bilerne og de kørende, mens skibene cirkler rundt nedenfor og venter på de sidste krampetrækninger, inden de får tilladelse til at sejle igennem de åbne broklapper. Master rager op forbi stakittet, som omkranser broen og man ved, at nedenfor sidder glade sejlere, som endelig har fået bådene i vandet og derfor kan se frem til måneders liv på vandet. Det bliver man selv glad af.
Når klapperne igen er på plads, kan vi i snegletempo nærme os Nørresundby, som byder velkommen med byggeri, som hver gang minder mig lidt om havnefronterne på Rivieraen – altså med de milde forårsbriller på næsetippen.
En tur gennem byen kan altid gøre mig glad. Den er så fuld af fine steder og når jeg så kommer hjem efter en lang dag og de meddeler mig, at vi skal ud at spise i aften, ja så er der ikke mere at bede om i dag. Lad os tage hul på aftenen :-)
2 kommentarer
Ane Mette
4. maj 2006 at 19:49Ja, god tur. Sikke et varmt indlæg, fuld af glæde :)
Ella
4. maj 2006 at 19:11Rigtig god fornøjelse Liselotte :-)