8

Fri fantasi

Jeg tager hul på den første af en række fridage her til morgen og selvom solen ikke er at se, skal det ikke afholde mig fra at være i forårshumør. Lysten til at være ude er påtrængende og selvom solen ikke skinner, har Oskar og jeg allerede været på vores første havevandring.

Der er lunt på trods af vejret, som må siges at varsle mere regn end sol, så jeg fantaserer om timerne på terrassen. Den skal gøres forårsklar. Der skal ryddes op efter vinteren og højtryksrenseren skal findes frem, så trægulvet kan få en kærlig behandling, inden vores bare tæer skal færdes derude.

Stemning A

Jeg kigger på alle mine billeder og lufter stemninger. Jeg drømmer om yndlingsfarven blå. Jeg forestiller mig hvordan sommeren kan tage sig ud. Jeg husker, at Kenneth byggede bænke til mig sidste år, som gør uderummet til et fleksibelt og godt sted at være.

Stemning B

Jeg er i gang med at overveje loppemarkeder, hvor jeg kan finde skæve vinkler på sommerlivet både ude og inde. Jeg planlægger maling af møbler og jeg finder farver, jeg holder af. Jeg husker hvordan stearinlys skabte en magisk stemning i de lune sommeraftener og jeg glæder mig.

Blomsterkar

Jeg drømmer om vand, blomsterhoveder og hortensia. Jeg drømmer om sol, varme og grillen tændt, bare fordi jeg kan. Jeg venter på mine indkøb fra Isabella, for jeg kunne ikke lade være.

Jeg er snart helt klar til sommeren, men allerførst skal jeg tage mig sammen og få bund i vasketøjet. Det er knapt så eksotisk.

Du vil sikkert også kunne lide