Selvom min omsorg har været begrænset til jord, vand og derefter et nødtørftigt tag, viser det sig, at ærteblomsterne alligevel har tænkt sig, at belønne mig.
En forårsdag som denne er man nødt til at gå lidt udenfor. Jeg havde så mange planer for dagen, men med ulykken i går, er hele vores dag blevet helt anderledes end tænkt.
Tiden er gået med transport af ældste, som skulle i skole nordenfjords tidligere i dag og den slags tager meget lang tid, når der kun er begrænset vejnet at bevæge sig på.
Da Kenneth endelig var hjemme igen, var tiden ikke til investering i terrassens velbefindende, så det får vente lidt endnu. Alligevel har jeg været derude. Jeg måtte lige kigge lidt til de forskellige planter, klippe lidt i nogle enkelte og naturligvis også se, hvordan det stod til med ærterne.
De er bare sat ude på terrassen uden andet hensyn end en plads, hvor solen befinder sig en stor del af dagen, når den altså er her.
De er allerede i gang med at spire. De første grønne stængler er ved at vise sig og jeg er sikker på, at de nok skal komme efter det i løbet af nogle dage.
Lige nu er der kun nogle enkelte af dem, som har været modige nok, til at stikke hovedet ovenud af jorden, men det er kun et spørgsmål om tid.
Når de har vokset sig store og kraftige, skal de placeres rundt om overdækningen og langs hegnet derude, så de kan sende dufte og sprede glæde med buketter både derude og indenfor, men foreløbig kan jeg altså bare konstatere, at jord, vand og lidt tag var nok. De gider godt – og jeg glæder mig, til de er klar til udplantning.
Jeg klippede et par lavendler, nu jeg alligevel var derude. Duften smøg mig om næsen og jeg følte mig næsten hensat til en varm sommerdag i Provence.
Egentlig havde jeg lovet mig selv sidste efterår, at jeg ville klippe dem ned inden vinteren, men det går sjældent, som jeg spår, så de står nu og venter på, at jeg får tid med saksen. De gror villigt i min jord og ude på gårdspladsen omkranser de huset, som en lav, duftende hæk hele sommeren, men de trænger grusomt til en studsning, for de er omtrent ved at overtage stierne op til huset.
Jeg har svært ved at skære god plante væk. Jeg vil hellere snuppe et forhindringsløb til hoveddøren, men jeg er desværre ikke den eneste, som skal færdes derude, så jeg må vist bare tage mig sammen.
7 kommentarer
Liselotte
27. april 2006 at 11:00Ja, men du kan sagtens gøre det i efteråret også. Jeg har klippet lavendler ned i det tidlige efterår, men det kræver, at de står lidt mere beskyttet mod kulden end hvis du venter til foråret. De er lidt mere sårbare ved en efterårsklip :-)
Puk
27. april 2006 at 10:48Klippe lavendler før vinteren?
I den bog jeg slår op i, så snart jeg bare skal slå græsplanen, står der, at de skal klippes kraftigt i april.
Liselotte
27. april 2006 at 09:10Ella – der er sket, at jeg har været en smule for optimistisk, men lad os nu se hvad der sker ;-)
Johanna – det er måske i år alle dine projekter skal lykkes – god fornøjelse med dem :-)
Johanna
27. april 2006 at 00:56Dejligt, at man nu kan komme i haven, og forståeligt, at det er svært at klippe de velduftende lavendler væk fra stien… men jah…
Planter har ellers været noget der har valgt døden fremfor, at bo under samme tag som jeg.. men i år spirer det hele helt vildt. Især mine Dalier.. de har godt nok travlt.
Ella
26. april 2006 at 16:31Mon ikke de gør, de plejer endda at blive pænere af det :-)
Liselotte
26. april 2006 at 16:27Jeg havde grovfilen monteret – nu ser vi så om de overlever ;-)
Anne Stange
26. april 2006 at 16:01Haveliv, uhmmmm, også på en lidt grå og fugtigt dag som idag, er det dejligt at gå rundt der ude!
Jeg har også studset lavendler, men ikke med hård hånd, det nænner jeg ikke…