Et liv i lediggang

På dette tidspunkt af året plejer jeg at have en hær af småplanter, som er ved at nærme sig tiden for udplantning, men ikke i år. Der står intet og venter på, at jeg får tid til at potte og plante. Der ligger ikke noget og venter, som ikke kan vente.

Til en begyndelse troede jeg, at det handlede om, at jeg ikke havde mit elskede væksthus at forspire i. Jeg bildte mig ind, at havde jeg bare haft det, kunne jeg også have lavet tomater, agurker, meloner, pebre, eksotiske krydderurter og masser af småplanter, som senere skulle ende som de smukkeste blomster udenfor.

Jeg tror sandheden er en anden. Jeg tror ikke jeg gider.

Jeg tror, at sidste sommer med al dens lediggang fik startet en ubevidst strejke.

Igennem de sidste 20 år har jeg brugt forår og sommer på at plante, luge og pleje. I sensommeren har jeg høstet frugterne af mit arbejde og jeg har elsket, at der kunne lagres til vinteren, men det har også kostet arbejde og mange timer i havens bede og køkkenhave i stedet for at ligge i hængekøjen og nyde.

Jeg tror, at tiden er kommet for lidt lediggang. Ikke mentalt, men fysisk trænger jeg vist til tid sommeren over. Tid til at hyggeluge, slå en græsplæne i ny og næ og så ellers bare sidde på terrassen og skue ud over herlighederne.

Haven bliver ikke mindre smuk af at få lov til at vokse lidt vildt. I år skal den få lov. Jeg har lige besluttet mig. Jeg gider ikke og livet er så forbandet kort.