Livet er en gave

Vi valgte turen omkring Hvalpsund, så pludselig var jeg der igen, men denne gang med hele familien. Naturligvis kom vi, som færgen lagde fra havn, men så var der et fint stykke strand at foruragere på for Pjosket, som syntes det var vidunderligt med en pause fra den store stygge bil.

Godt ovre på den anden side, i Sundsøre, blev vi enige om, at det er en dejlig lille færgetur, som tåler en gentagelse og så blev der ellers grinet gevaldigt af fru Moder, som sad som på nåle, for i et bestemt sving ville hun have et billede. Det lykkedes, så værsågod Irene – til ære for dig.

Jeg var der næsten…

Vi vinkede til Thise Mejeri, da vi passerede og så fortsatte vi i rask tempo mod Mors, som allerede fremstår grøn. Den ø er så smuk, så jeg kunne fristes til at leve der engang.

På Mors oplevede vi også, at faderen i familien omtrent tabte besindelsen. En forankørende bil syntes pludselig, at det var nødvendigt med en nødopbremsning, som forårsagedes af en fasanhøne, som ville passere vejen.

Med nødopbremsning mener vi – holde helt stille og lade fasanen passere – og vi kørte allesammen 90 kilometer i timen og inden han bremsede, glemte han vist at overveje, at nok var konen ved siden af advaret, men vi var et par biler bagved, som ikke lige var med på hans plan for at redde fuglelivet på Mors.

Vi overlevede dog allesammen uden skrammer på hverken sjæle eller køretøjer, men sikke en forskrækkelse.

Efter godt to timers køretur endte vi endelig i Nørre Vorupør, som viste sig at være mere end stille. Faktisk var den meget tæt på at have brug for en genoplivning, men det var lige hvad vi kunne bruge på en søndag som denne. Stilhed og ellers kun lærkens sang.

Efter en god frokost, med masser af forskellig fisk, gik turen ned til vandet.

Eftersom Søster Lystig og hendes dejlige vedhæng nu har holdt en del ferier på de kanter, er der kommet en venskabelig tone mellem dem og fastliggerne, så vi fik historien om byen, fiskeriet og den kutter, som lå midt i det hele og så en anelse slidt ud.

De er ved at renovere den. Idéen er, at genskabe det miljø, som Vorupør er kendt for. Fiskekuttere på stranden og horisont så langt øjet rækker.

Der er kun én erhvervsfisker tilbage på hele stranden. Hans kutter var trukket på land, så vi var henne og kigge og snakkede lystigt om hvordan de trak kutteren så langt op på land, da vi pludselig fik øje på den eneste anden kutter, som sejler på de kanter. Den sejler ud med turister, som gerne vil på havfiskeri.

Den kom omkring molen og lagde an til landing, så vi fik ved selvsyn set, hvordan de klarer den slags deroppe.

En af de lokale forklarede, mens vi fascinerede så til da kutteren gav den fuld skrue og kastede sig ind på stranden. Den gik på grund, lod et par bølger skubbe den endnu tættere på land og så strøg en af fiskerne ned af stævnen og gennem den sidste rest vand, for at hente spillet, som trækker den de sidste 20 meter henover land.

“Nå, har de så været ude at fiske på Det Gule Rev med endnu en flok turister?”, spurgte søster og så grinede jeg, for svaret var “Tja… Det Gule Rev har de sgutte været på, men de tror de har og så er de jo svært tilfredse. Alle er glade og de slap for en sejltur hjem på omtrent 8 timer, for så langt ude ligger det i virkeligheden. Næ, de sejler dem bare ud til et af hullerne derude og lader dem fiske der. Så siger de, at det er Det Gule Rev. De ved jo ikke bedre…”.

På stranden lå masser af rester efter fiskerne, som tager ud i deres småbåde og henter fisk med hjem, som de så sælger til de som måtte komme forbi – for så at sælge resten oppe på et af røgerierne.

Vi havde fået søster til at købe rødspætter inden vi kom. Seks friske, kæmpestore rødspætter (10 kroner stykket), som hun lige var blevet færdig med at flå og rense inden vi ankom. De ligger nu i køleskabet og venter på i morgen, hvor de skal smage pragtfuldt.

Nogle af os var fornuftige og stod på afstand og iagttog vandet, som slog ind over stranden. Dem kan du ane mellem huset og båden. Andre skulle absolut ned og rode i vandkanten, hvor støvlerne nemt bliver våde, men også hulstenen bor.

Vi fandt tre, tog de to med hjem og har så bestilt flere til aflevering på adressen.

Efter strandturen var der kaffe og ungernes kanelkage og så gik turen ellers hjemover, for der var lang vej og i morgen er atter en dag, men sikke et energiboost og det allerbedste var, at vi vovede det ene øje og pakkede Alexander godt ind og tog ham med på stranden.

Han grinede og lo og nød i den grad, at han pludselig igen kunne være med til alt det sjove. Jeg ved ikke hvem af os, som havde den bedste dag, men min var pragtfuld og den livsglæde der lyste ud af sønnike, kunne pludselig opveje alt det sygdom, som ellers har trukket tænder ud de sidste par år.

Jeg er helt klar. Lad mandag komme.