4

Forsigtige planer

Ude på terrassen står de sørgelige rester af sidste års blomsterpragt. Krukkerne er ikke spændende, men i den ene opdagede jeg i går, at hortensiaen står med grønne knopper, så noget har overlevet den lange vinter.

Hortensia

Jeg er alt for dårlig til at huske, at tage krukkerne ind om vinteren, for jeg har så svært ved at give slip på sommeren og lader dem derfor stå derude med lyng i, når den endelig kommer på markedet.

Igennem årene har jeg mistet et utal af potter, fordi de fleste ikke tåler kulden og frosten, men jeg er ikke blevet klogere.

I dag kunne bruges til at efterse de resterende potter for frostskader, klippe planterne ned, så de igen får plads til at blomstre og så ellers gøre forårsklar på terrassen, som sikkert er lun nok til en kop kaffe, når vi når op ad eftermiddagen.

Mine ærteblomster står derude. Under låg ganske vist, men jeg tror, at mere varme er påkrævet, så de skal vist indenfor i vindueskarmen senere i dag, så de kan spire.

Staudebedet trænger til en kærlig hånd. Det skal luges, rives og klippes ned. Der er noget at tage fat på, men det ender i det smukkeste blomsterhav, hvis jeg gør en indsats nu, så mon ikke det skulle være et af mine projekter.

Køkkenhaven bliver vist ikke til noget i år. Vi rejser 14 dage i den periode, hvor der skal luges allermest og det vil jeg ikke byde mor, som vil passe hus og hund. I stedet bliver det til lidt potter med tomater, men det haster ikke, for vejret er endnu ikke til den slags. I stedet er det måske til et par timer ude i solen, hvor en lækrog kan tilbyde tilstrækkeligt med varme til, at Alexander også tåler et ophold udenfor. Det ville vi ikke have det mindste imod.

Dagen er ung endnu.

Du vil sikkert også kunne lide