Dovenlars

Påskestille mandag aften omkring klokken 21. Jeg ruller forsigtigt ind til kantstenen velvidende, at her må jeg i virkeligheden ikke parkere, men 2 minutter er alt hvad jeg har brug for.

Pludselig banker det på sideruden. Jeg hopper omtrent ½ meter i sædet og kigger forskrækket til venstre. En nydelig mand, tydeligvist på job, står derude og vil gerne snakke med mig. Jeg ruller vinduet ned.

???Når man vil parkere ulovligt, skal man ikke gøre det med en betjent spadserende lige ved siden af, vel????

???Nej, men jeg havde ikke set dig???, siger jeg, som i ???Jeg er revnende ligeglad med det tydeligt skiltede parkeringsforbud, så længe du ikke er indenfor synsvidde???, men det er naturligvis ikke det jeg mener…

???Det er heller ikke nu, jeg skal bede om at se dit kørekort, vel????

???Nej, det ville være en rigtig dårlig idé???, svarer jeg i sundhedssandal og højt hår, mens jeg smiler lidt forsigtigt velvidende, at det ligger hjemme i tasken.

???Hmmm, nu spadserer jeg ned for enden af gaden og når jeg kommer tilbage, er du væk igen, ikke????

???Jo, det er jeg i hvert fald. Helt sikkert. Amager halshug og alting…???.

Og så kan det nok være, at jeg kan løbe. Jeg bruger ikke engang 2 minutter, men vel nærmere et halvt. Da jeg kommer ned igen, ser jeg han er ved at vende oppe for enden af gaden, den rare betjent. Han skal have tak for langmodigheden med både mig, mit høje hår og mine sundhedssandaler og så husker jeg lige kørekortet næste gang. En parkeringsbøde er rigeligt at slæbe med hjem fra sådan en udflugt, hvis den næste betjent viser sig at være knapt så rar.

Hvor doven kan man blive…