Hilsen Lene Post

Da jeg kom hjem, lå der et brev i postkassen, som havde håndskrevne noter på kuverten.

Uden på kuverten stod der ???De bor nede for enden af vejen, på den røde gård??? og bagpå stod der ???Er I søde lige at aflevere det her til Sanne. Hilsen Lene Post???.

Bagpå var kuverten fint stemplet af et advokatfirma og brevet lignede en check, så jeg syntes, at det var vigtigt at få ringet til Sanne i en fart. Sanne er min fars kone og jeg tænkte, at dette kunne være en sidste opgørelse på nogle likvider, som min far havde tilsidesat til hende.

Jeg undrede mig naturligvis også over, at brevet tydeligvis var adresseret til deres gamle adresse, en lille landsby 12 kilometer her fra, men alligevel havde fundet vej til min postkasse, men alt har en forklaring.

I den lille by de boede i, var der én butik, nemlig den lokale Brugs. Sidste år fik den problemer med at finde midlerne til sin fortsatte eksistens, men i lokalsamfund af den størrelse finder man en fælles løsning. Der gik ikke mange dage før en indsamling var sat i værk. Man kunne donere så meget, som man syntes at have råd eller lyst til og snart var byens eneste butik reddet og alle åndede lettede op, for ikke alene var den eneste sted for indkøb af mælk, brød, toiletpapir og andre af den slags fornødenheder, den var også apotekerudsalg og dermed også den butik, som sparede rigtigt mange børnefamilier for lange ture ind til Aalborg for at hente penicillin til mellemørebetændelser, influenzaer og andet skidt i den boldgade.

Alle var glade, for ingen havde doneret mere end de kunne undvære og så kunne historien slutte her, men det gør den naturligvis ikke. Da Brugsens forpagter igen var ved at kunne kigge op over stakken af rykkere og kreditorers vrede breve, syntes han, at det var på tide at tilbagebetale al den hjælp han modtog sidste år.

Han kunne ikke betale det fulde beløb tilbage til hver enkelt bidragyder, men han hyrede et advokatfirma, som regnede på tingene for ham og det endte med, at han kunne sende et pænt brev til bidragsyderne med tak for hjælpen og alle får de nu 40% af deres indsats retur på en check, pakket i et brev, fint stemplet på bagsiden af et advokatfirma.

Sannes bidrag er også tilbagebetalt – eller de 40% er. De er sendt på en check til hendes gamle adresse, som ikke længere gør gavn for hende, men nogle andre glade mennesker.

Landposten, som kommer på de kanter, er tilfældigvis min søsters tidligere klassekammerat, som ved hvor vi bor. Hun skrev uden på kuverten til sine kolleger herinde, at vi bor på den røde gård nede for enden af vejen og hun skrev og bad os om at give brevet til Sanne. Det har jeg ikke gjort endnu, men jeg har ringet og når bagefter at tænke, at sådan viser verden sig jo ofte, at være et sted befolket med omsorgsfulde og betænksomme mennesker.

Sikke en herlig dag…