Torvedag

Lørdag er jo torvedag her i Aalborg, så jeg besluttede mig for, at min første tur ud af huset i 14 dage, skulle gå derind, for at proviantere til weekenden.

Jeg fandt en parkeringsplads med det samme og det kan ellers være noget af en kamp, at skulle have afsat bilen i midtbyen, men som sagt var jeg mere end heldig, for der var plads lige foran torvet, hvilket ville gøre det meget nemmere at overdrive lidt, nu jeg endelig var sluppet ud fra matriklen.

Jeg havde knapt nået at åbne bildøren, da himlens sluser besluttede sig for at åbne og regnen stod ned i stænger, men nu har jeg aldrig været ked af regnvejr, så jeg travede beslutsomt hen på torvet, som viste sig at være næsten affolket.

Den ene af fiskeboderne havde allerede lukket ned og der var kun et fåtal af de boder, der plejer at være, men min blomsterdame var der og det var, i mine øjne, det vigtigste. Jeg nåede at købe grøntsager i en af de store boder inden og der blev købt masser af gode rodfrugter og et kæmpestort bundt storbladet persille, som skal gøre godt til lammet senere i aften. Jeg fik et par store pastinakker med, som kompensation for regnvejret, som hun sagde og det skal hun da ikke høre et ord for.

Videre gik det til blomsterdamen. Sur er hun altid, siger Kenneth, men jeg tror det handler om at smile og være glad, for så tøer hun hurtigt op og i dag havde hun de dejligste fresier (jeg købte nu ingen af dem) og dem måtte vi lige beundre sammen med en ældre dame, som søgte tilflugt under udhænget på boden.

Jeg handlede mig til gengæld til en urimelig mængde blomster.

Jeg fik 50 smukke franske anemoner, 10 violette tulipaner og et stort bundt blandede ranunkler og altsammen for 80 kroner, fordi jeg fik forklaret hende, at jeg alligevel var en af hendes sidste kunder. Der var ikke et øje derinde, så at tage skidtet med hjem igen, ville da også bare være for ærgerligt og regnvejr gør trist og min mosters hund døde i forgårs – og jeg endte med alle de smukke blomster til noget der ligner en foræring.

Bagefter var det egentlig min plan, at jeg ville smutte over forbi fiskemanden og få lidt godt til morgendagens sidste måltid, men køen var lang og regnen strid, så jeg besluttede i stedet for, at det måtte blive ostehandleren, som måtte stå for skud.

Jeg ville have Prima Donna, kommenost med bid og nogle af hans hjemmerørte flødeoste og jeg stod også pænt sammen med rundt regnet 30 andre, som havde stillet sig i kø udenfor butikken, som ikke er større end et frimærke og derfor kun rummer ganske få af os ostesultne kunder, men da regnen tog til og mine arme var ved at falde af, fordi jeg havde overdrevet mine indkøb, endte det med en retræte og beslutningen om i stedet for at smutte forbi det lokale supermarked efter ost.

Indkøbene var hurtigt overstået i den lokale biks. At vide hvor alting står, gør det unægteligt lidt nemmere at handle og i farten røg der også en smuk hortensia, 3 små perlehyancinter og en stak lækre magasiner i kurven, så det kunne ikke gå stærkt nok med at komme hjem og få pakket foråret ud.

Nogle af de franske anemoner var knækket, men den slags gør ingenting, for de kan fint ligge og pynte i en skål vand, så Alexander valgte, ikke overraskende, at de skal ligge i den røde skål og lyse.

Det gør de så nu, mens jeg utålmodigt venter på, at mine ranunkler springer ud og imens vil jeg koge et par æg, sætte vand til kaffe over og så ellers nyde, at vi bor i en hus med tag, vægge og varme, for udenfor er der fortsat noget der i mistænkelig grad minder om efterår.