7

Stolt kavaler

Midt i en vask, kommer jeg i tanke om, at jeg sidste år lovede mig selv, at stolt kavaler skulle pryde sommerhaven og sådan vandrer tankerne på langfart og begynder at fantasere om alle de sommerblomster, som skal give øjet glæde og sjælen næring, når sommeren kommer.

Sidste år nåede jeg ikke, at få sået blomster nede i det stykke jord, som ellers anvendes som køkkenhave. Det fik lov til at ligge brak, men i år skal det vendes og så skal der såes blomster og måske en grøntsag eller to. Måske.

Stolt Kavaler

Stolt kavaler er en af mine yndlinge. Den kræver lidt plads, for den bliver høj, men med mange samlet på et sted, bliver den helt fantastisk. Løvet ligner næsten dild og med de sarte blomster, der nikker i vinden, bliver den en meget smuk oplevelse.

En buket stolte kavalerer indenfor er som at have sommeren stående på bordet, så snart…

Mens jeg venter på tiden til den slags udskejelser, kan jeg passende skynde mig at få ompottet nogle af de planter, som står og gisper efter vejret og længes efter mere plads.

Blandt dem er en sukkulent, som er speciel, fordi den har været min fars. Den eneste plante han nogensinde har anstrengt sig for at holde liv i og som jeg fik lov til at arve efter ham. Den trives og der er masser af aflæggere.

Sidst på måneden kommer min søster. Jeg vil gerne kunne forære hende en aflægger, så måske jeg skulle tage mig sammen…

Du vil sikkert også kunne lide