Vertikal

Jeg tør snart ikke skrive det, men faktisk er jeg oppe at se land. Sådan, for første gang i dag, for den endte også med at blive tilbragt på langs, under dynen.

Det er den mest sejlivede influenza jeg kan mindes og frustrationerne over ikke at kunne noget som helst har slet ikke været der. Jeg har kapituleret. Har overgivet mig fuldstændigt til hvad det så end er for en virus, som i en periode så ud til at have taget permanent bolig i min krop, men nu føler jeg mig bedre tilpas end jeg har gjort i snart en uge. Det er ikke godt endnu, men at ligne en gammel mand med træben og massivt alkoholindtag er bedre end slet ikke at ligne noget som helst og så er jeg forøvrigt sulten!

Det sidste er nyt. Jeg har nødtvungent spist, når Kenneth har insisteret, men ellers har appetitten været forsvundet sammen med evnen til at læse, grine og i det hele taget nyde livet.

Til gengæld er det vidunderligt, at stå op til aftensolen, som skinner ind af vinduerne i mit køkken. Det er skønt at vide, at vi om lidt skal spise suppe, fordi det er noget hele familien kan lide og fordi, det skulle være så godt, når man er et sølle skrog.

Det er dejligt at konstatere, at ældste ikke viser de mindste tegn på influenza eller forkølelse, men i stedet bare bliver glad for at se sin mor igen.

Det er skønt, at snige sig ud på terrassen og lade blæsten rive i kroppen. At få lov til at stå et øjeblik og fryse til gåsehud og kulderystelser.

Det er dejligt, endelig at kunne stå op igen og mærke, at feberen denne gang virkelige er væk og ikke bare ligger på lur.

Nå ja, det er vist bare rigtigt dejligt, sådan at være vertikal igen… :-)