9

Verden er der stadig…

At se verden uden feber er en befrielse. Jeg er svag, som en gammel mand og min gang over jorden er ikke ligefrem let, men jeg kan. Jeg er træt på en underlig måde. Overskud er der intet af og selvom tusinde ting ligger og venter på min opmærksomhed, kommer de til at vente en rum tid endnu, for der er ganske enkelt ikke kræfter til det.

Det vildeste jeg har foretaget mig, er en tur udenfor i støvregnen. Jeg stod ude på terrassen med udsigt ud over Kongshøj skoven, mens jeg nød at mærke, at verden stadig var derude. Man kan blive helt i tvivl om den slags, når det eneste man ser, er dyner og atter dyner.

Inde i stuen stod mine tulipaner. De tulipaner, som Sanne havde med til mig, i starten af ugen. Jeg havde helt glemt dem, så det var herligt at se, at de kan nå at glæde mig et par dage endnu.

Sannes tulipaner

I aften er der håb om, at jeg kan tilbringe tiden sammen med min familie, selvom den er blevet et medlem mindre indtil søndag. Oline er taget ud til en veninde, mens jeg har sovet livet væk.

Du vil sikkert også kunne lide